Gå til sidens indhold

Innovation i Helsingør

Navn: Kirstine Thomasen.
Nyt job: Fra den 1. april ansat som innovationsbibliotekar på Helsingør Bibliotek.
Karriereforløb: Blev uddannet cand. scient. bibl. fra biblioteksskolen i København i juni 2008. Havde forinden studiejob som korrekturlæser på Bibliotekspressen. Blev efterfølgende ansat i et vikariat på Næstved bibliotek, hvor hun udover udlånsvagter var redaktør for dele af hjemmesiden og tog sig af computerundervisning.

Hvad vil det sige at være innovationsbibliotekar?
Nu er det sådan, at der skal laves en hel del om på Helsingør bibliotek i den kommende tid. Blandt andet skal vi flytte, så vi bliver en del af »Kulturværftet«, der kommer til at ligge i det gamle værft på havnen sammen med en række andre kulturinstitutioner. Derudover kommer der også til at ske en del forandring internt, så derfor ligger det endnu ikke helt fast, hvad jeg kommer til at lave. Men jeg går ud fra, at det bliver en kombination af en klassisk bibliotekarstilling kombineret med udvikling og brugen af web. Nøgleordene vil nok blive webformidling, brugerundervisning og referencearbejde.

Hvordan blev du opmærksom på jobbet?
En af mine venner havde set opslaget. Biblioteket søgte en børnebibliotekar, en trendbibliotekar og en innovationsbibliotekar. Det med børn er ikke lige mig, og jeg vidste ikke, hvad en trendbibliotekar var, men innovationsbibliotekar lød som noget for mig, så jeg sendte en ansøgning og kom til samtale.

Hvorfor fik du jobbet?
Jeg tror, det skyldtes, at jeg på Næstved bibliotek har arbejdet med både undervisning og web, og så har jeg skrevet speciale om web 2.0.

Hvad er det bedste ved jobbet?
Det er spændende at være et sted, hvor der skal ske så mange ændringer. Det betyder jo, at jeg kan være med til at præge det hele. Og så er det en god kombination, at jeg både kan arbejde i det fysiske udlån og med webformidling.

Hvad kan du godt lide ved de forskellige ting?
Jeg kan godt lide at stå bag skranken og give folk en god oplevelse. Det er tit en udfordring, for hvad nu hvis man ikke kan svare på deres spørgsmål? Så må man i gang med lidt af et detektiv-arbejde. Samtidig er der også en udfordring i at få de forskellige webservices til at fungere – og til at få brugerne til at bruge dem og i det hele taget gøre brugerne opmærksomme på, at de er der.

Hvad laver du om 10 år?
Der vil jeg fortsat gerne arbejde med biblioteksudvikling for eksempel i form af kulturformidling via nettet - som opslagsværker, e-læring og podcasts.

Der er langt fra Næstved til Helsingør. Har du måtte flytte?
Nej, jeg har hele tiden boet i København. Men i stedet for før, hvor det tog en times togrejse at komme på arbejde, tager det nu kun 40 minutter hver vej. Og det er jo en køn tur op langs vandet. Når jeg er stået af toget, går jeg langs havnen og forbi Kronborg. Det er fantastisk.
Skrevet af freelancejournalist Jo Brand.