Gå til sidens indhold

DIGITAL LÆRING – MED HJERNEN SOM INDSATS

Smartphones, gps og Google er blevet digitale assistenter, der fratager hjernen dens arbejde. Resultatet er, at nerveceller forsvinder, fordi de ikke bliver brugt.

Fredag eftermiddag, når jeg henter min femårige datter i børnehaven, sidder hun ofte med to venner i sofaen med nakken bøjet og øjnene rettet mod den fælles iPad i skødet på den midterste. Det er »Nintendo-dag«, hvor man må spille computerspil og iPad. Og hvad enten man tilhører dem, der tænker, »hvor er det godt, at børn lærer teknologien at kende«, eller »skulle de ikke hellere lege og bevæge sig?«, så er det et faktum, at hjernen (især børns) former sig efter det, de oplever og bliver præsenteret for.

- Hjernen forandrer sig permanent efter, hvordan vi bruger den, forklarer den tyske professor i neurovidenskab Manfred Spitzer. Han har gennem tyve år beskæftiget sig med, hvad der sker i hjernen under indlæring, og har skrevet bogen Digital Demens, hvor han taler imod, at digital læring med smartboards, iPads og computere gavner indlæringen. Tværtimod.

Vi, og især undervisere og politikere, er nødt til at forstå, hvordan hjernen fungerer, og hvordan vi lærer bedst, mener Manfred Spitzer. Ny viden bliver lagret ved, at der bliver sendt impulser mellem hjernens nerveceller via synapserne – cellernes forbindelsesled. Jo mere vi fordyber os og arbejder intensivt med et emne, jo flere impulser bliver der sendt, jo flere forandringer sker der i synapserne, og jo bedre husker vi stoffet.

VI LÆRER IKKE VED AT SURFE OG SKIMME
Hjernen er ifølge Manfred Spitzer den mest dynamiske del af vores krop og forandrer sig efter, hvad vi bruger den til. Hjernen har 100 milliarder nerveceller, der hver har op til 10.000 forbindelser til andre nerveceller, og i de dele af hjernen, vi bruger, vokser synapserne, mens de skrumper eller forsvinder i de dele, vi ikke bruger. Evnen til at orientere os og finde vej holder for eksempel til i hippocampus, der sidder i hver tindingelap. En gruppe taxachauffører i London fik for eksempel i 2000 målt deres hippocampus, da de begyndte som chauffør, og igen tre år efter. Den var vokset betydeligt. På samme måde kan man måle, at området i hjernen for visuel bevægelse vokser, hvis du lærer at jonglere, og området, der styrer venstre hånd, forstørres, hvis du lærer at spille guitar eller violin.

De impulser, vi får fra oplevelser, følelser, tanker og handlinger, efterlader hukommelsesspor, der på scanninger kan ses som stier i hjernen.

Et simpelt eksperiment, hvor personer får vist en række ord og blot skal konstatere, hvilke der er skrevet med store eller små bogstaver, resulterer i, at de ikke kan huske ret mange af ordene bagefter. Skal forsøgspersonerne derimod tage stilling til, hvilke ord der beskriver noget levende og ikke levende, så husker de ordene langt bedre. Hukommelsen er altså afhængig af, hvad vi foretager os med informationerne.

- Der er ingen smuthuller. Indlæring er hårdt arbejde. I skolen må målet være, at eleverne lærer at tænke selv, skaffer sig viden fra kilder på egen hånd, udøver kildekritik og fører brikkerne i »puslespil« sammen til en meningsfuld helhed. Det kræver fordybelse og bearbejdning af stoffet, siger Manfred Spitzer, der mener, at de digitale redskaber modvirker netop det.

- Det digitale gør tingene lettere for os og overtager dermed noget af det arbejde, vores hjerne skulle gøre. Vores indsats bliver mere overfladisk. Vi skimmer tekster på computerskærmen, vi surfer for at finde informationer på nettet og så videre. Når børn for eksempel bruger pegefingeren til at flytte ord rundt på iPaden eller tappe på det rigtige ord eller bogstav, så er det en mere overfladisk handling i forhold til at skrive det med en blyant, siger Manfred Spitzer. Og det har betydning for hukommelsen og hjernens udvikling.

FORSKNING
Den økonomiske tænketank The National Bureau of Economic Research lavede i 2010 et forskningsprojekt for at undersøge, om bærbare computere i hjemmet førte til bedre uddannelse. På baggrund af data fra en halv million elever i femte til ottende klasse i den amerikanske stat North Carolina konkluderede forskerne, at de elever, der fik en bærbar computer og adgang til internettet, også fik dårligere skoleresultater. »Students who gain access to a home computer between 5th and 8th grade tend to witness a persistent decline in reading and math test scores«, skriver de i deres konklusion.

Fra 2005 til 2009 fulgte forskere virkningen af brug af internettet på 900 portugisiske skoler. Resultatet var ikke entydigt, men hos elever i 9. klasse så man en forværring af deres skoleresultater, efter de fik adgang til internettet. Forværringen var mest markant blandt drengene og på de skoler, der i forvejen kæmpede med udfordrede elever. Det handler også om, at internettet og computerspil tager tid fra læring og er opmærksomhedsforstyrrende, fordi det hele tiden er tilgængeligt, mener Manfred Spitzer.

Et argument for at indføre den digitale teknologi i offentlige skoler og børnehaver er ofte, at de svage elever og børn ikke skal hægtes af, fordi de ikke har en computer eller iPad derhjemme. Men i virkeligheden sker det modsatte, argumenterer han.

- Det er ofte i socialt svage familier, at brug af computere tager overhånd. Forældrene, der har sparet sammen til at give barnet en computer, forringer faktisk dets muligheder for en uddannelse og gør den sociale kløft større, siger han og mener generelt, at børns adgang til det digitale tv også skal begrænses så vidt muligt. Blandt andet med det argument at børn og unge lettere bliver afhængige af den digitale teknologi.

DIGITAL DEMENS
I Sydkorea, der har et af verdens største forbrug af informationsteknologi, opstod begrebet digital demens i 2007. Læger landet over begyndte systematisk at observere et stigende antal unge, der led af hukommelses-, opmærksomheds- og koncentrationsvanskeligheder og manglende evne til at relatere sig til andre mennesker. Symptomerne og tendensen kaldte de digital demens, fordi de konstaterede, at det opstod af et stort »digitalt forbrug«.

I 2010 vurderede man, at 12 procent af eleverne i de sydkoreanske skoler var afhængige af internettet. I Tyskland konkluderes det i en årlig rusmiddelrapport fra 2012, at 1,4 millioner tyskere har store problemer med internettet, og at en kvart million 14-15-årige er afhængige af at være på nettet. Afhængighed forstået som, at man vælger at sidde foran computeren og forsømmer andre aktiviteter, har svært ved at socialisere og klarer sig dårligere i skolen.

Bibliotekarerne har en vigtig rolle i udviklingen mod mere digital læring, mener Manfred Spitzer.

- De skal sørge for, at alle er klar over, at internettet og søgemaskiner i sig selv er ubrugelige, hvis ikke dem, der bruger det, har masser af baggrundsviden. Man kan aldrig udskifte viden med Google. Bibliotekarer skal øge bevidstheden om forskellige kilder og lære børn og unge at skelne mellem troværdige videnskabelige tidsskrifter og junk. En god bog er stadig en af de bedste kilder til viden, og gode undervisere er uundværlige. Tænk, hvis man brugte de midler, man bruger på digitalt udstyr i skolerne, til at ansætte flere lærere, siger Manfred Spitzer.

SKIFT I VORES MÅDE AT TÆNKE PÅ?
Ifølge spilforsker på Aarhus Universitet Andreas Lieberoth, der beskæftiger sig med teknologiers kognitive og psykologiske indflydelse, findes der ikke danske tal på internetafhængighed, og meningerne om digital læring er delte blandt forskerne.

Selv mener han, at det handler om at være optimistisk og opfindsom samt finde den bedste pædagogiske og sociale praksis til at rumme den virkelighed, vi nu lever i.

- For teknologiens fremmarch er ikke til at stoppe, hverken på forbrugerområdet eller i skolen, og skærmens evige tilstedeværelse vil uden tvivl ændre den måde, vi tænker og interagerer med andre mennesker på, siger Andreas Lieberoth.

Han ser et større pædagogisk og kreativt potentiale i de interaktive medier end ved for eksempel fjernsyn og billedbøger, så det, vi som voksne skal være opmærksomme på, er, hvad »skærmtiden« erstatter, mener han.

- Der, hvor det erstatter samvær, oplevelser med fysiske ting eller udendørsliv, kan det have store omkostninger.

I flere og flere kommuner er det blevet et politisk ønske, at eleverne bruger iPads. Men har vi nok viden om digital læring til, at vi ved, det kan give bedre undervisning?

- iPads er ikke en magisk læringskugle. De forudsætter, at lærerne finder gode pædagogiske tilgange, der blander on-screen med in-room undervisning, siger Andreas Lieberoth og henviser til en pointe fra professor på Harvard University Howard Gardner. Han taler om, at iPads giver børn adgang til ting, de ellers ikke ville kunne. De behøver ikke at kunne spille et instrument for at lave en komposition med en musikapp, og de kan tage en Street Viewgåtur i Shanghais gader.

- Men det giver også læreren et stort ansvar, så iPaden ikke bare gør tingene nemmere, men giver muligheder, som ikke var der før. Dansk forskning viser for eksempel, at læreren er afgørende for, hvorvidt eleverne får udbytte af et læringsspil, og ikke teknologien i sig selv. Øvelsen er at balancere og også frigøre fantasi og tænkning fra »app-krykkerne«, så læringen fortsat finder sted i barnet og barnets livspraksis og ikke bliver glemt på skærmen.