Gå til sidens indhold

Det handler om at skabe de bedste projekter

Nyt job: Mette Tew er netop ansat som projektkoordinator ved Køge Bibliotekerne

Navn: Mette Tew

Karriere: Tidligere ansat som pædagogisk konsulent i innovation og iværksætteri på Center for Undervisningsmidler Sjælland, herefter udvikler på børn og unge-området på Hvidovre Bibliotekerne

Uddannelse: Cand.scient.bibl i 2004

Stilling: Projektkoordinator ved Køge Bibliotekerne pr. 1. november 2015

Alder: 42 år

 

Hvad skal du lave som projektkoordinator?

- Jeg skal have overblik over Køge Bibliotekernes projekter og sikre fremgang og fremdrift i projekterne. Målet er at implementere Køge Bibliotekernes eksisterende projektmodel, skabe en stærk faglig projektkultur og sikre effekt og resultater gennem systematisk målopfølgning. Jeg bliver en ressourceperson, som projektlederne kan trække på, hvor jeg kan hjælpe med at skabe nogle gode processer, både i forhold til videndeling og resultatskabelse. Det er en klassisk ”midt i det hele”-funktion, hvor jeg er bindeled mellem ledelse og projektledere.

Hvilke kompetencer har du i forhold til projektledelse?

- Jeg har taget en projektlederuddannelse og en IPMA-certificering og har efteruddannet mig inden for procesledelse, netværksstyring og teamledelse. Som konsulent på Center for Undervisningsmidler arbejdede jeg med at fremme kreativitet og iværksætteri på skole- og gymnasieområdet, hvilket var en meget projekt- og udviklingsorienteret funktion. Jeg er nok lidt atypisk, for jeg har aldrig arbejdet som bibliotekar og haft almindelige udlånsvagter, heller ikke da jeg var ansat i Hvidovre, hvor jeg også arbejdede med biblioteksudvikling, især i forhold til folkeskolen. Derfor har jeg meget projekterfaring, både fra når et projekt går godt, og når et projekt går knap så godt, og jeg kan se, at projektområdet er et sted, hvor vi kan forbedre os i sektoren og bringe vores faglighed mere i spil.

Hvad mener du, når du siger, at sektoren kan forbedre sig omkring projekter?

- Bibliotekerne er fantastiske institutioner, og jeg er glad for at have den tætte dialog med mine kolleger og har stor respekt og ydmyghed over for deres faglighed. Men jeg kan også se, at vi i folkebibliotekerne ikke er så trænede i at arbejde med og lede projekter, og derfor er det en spændende udfordring at hjælpe mine kolleger godt på vej og skabe succes med deres projekter. Mange af vores projekter har rod i en ret høj biblioteksfaglighed, men hvis de skal lykkes på bedste vis, så kræver det ikke kun en faglighed, men også gode projektkompetencer. Tit er det ikke nok, at man har taget et projektlederkursus, for det er i praksis, at det er rigtig svært at få tingene til at lykkes.

Hvad er din første måned som projektkoordinator gået med?

- Vi implementerer en ny projektmodel i Køge. Det handler blandt andet om at arbejde med de formkrav, der knytter sig til projekter, så de bliver ensrettet og målbare. Det vil gøre det lettere for ledelsen at få overblik over, hvilke projekter vi har gang i og hvilke ressourcer, der er brug for. Det kan virke bureaukratisk, men det er for at styrke projekterne. Mit mål er at skabe bedst muligt rum for projekterne og give projektlederne de bedst mulige redskaber til at realisere projekterne.

Hvad betyder et jobskift?

- Jeg stiller mange spørgsmål om, hvorfor tingene er, som de er, og jeg vil gerne bidrage til udvikling. Omvendt udvikler det også mig både personligt og fagligt at skifte job. Det betyder, at man lige løfter barren lidt – og det, tror jeg, er sundt.