Gå til sidens indhold

HB-noter

Hovedbestyrelsen holdt møde den 24. februar. Perspektiv bringer et udpluk af de vigtigste emner på dagsordenen.

3 spørgsmål til Kristine Højen, studerende på IVA Vest og studenterobservatør i HB

I bestyrelsens debat om kontingentnedsættelse pegede du på, at det ikke nødvendigvis kun er det økonomiske, der betyder noget for de studerende, når de melder sig ind i en fagforening. Hvad får dig til at tænke det?

- Det er fornemmelse, men jeg har faktisk også spurgt på IVA’s facebookside, og mange af dem, der er medlemmer af en fagforening, har ikke truffet et reflekteret valg. De ved ikke helt, hvad det er, de betaler til. Begrundelsen for at melde sig ind i en fagforening er mest billige forsikringer og gratis kurser.

Hvad var din egen grund til at blive medlem af BF?

- For mig handler det om at være medlem af en organisation, der kæmper for biblioteket som institution og for vores faglighed. Vi er mange studerende, der har en oplevelse af, at det er svært at formulere, hvad det er, der gør os sejere og adskiller os fra mange andre akademikere. Vi er ikke gode nok til at sætte ord på vores kompetencer. Jeg kan virkelig godt lide bibliotekerne, og jeg vil gerne give vores faglighed en stærk stemme i debatten. Det kan vi gøre sammen gennem BF.

Hvad oplever du er gode argumenter for at være medlem af en fagforening, når du taler med dine medstuderende?

- Jeg starter nok med de billige forsikringer, og så håber jeg, at de kommer til nogle arrangementer efterfølgende. Jeg var blandt andet med til at arrangere, at en del fra IVA Aalborg deltog i seneste Fagligt Landsmøde. Vi havde en virkelig god oplevelse af den faglighed og samhørighed, der opstår, når man er med til de større arrangementer og konferencer i BF.

Ny sekretariatschef

En enig hovedbestyrelse godkendte på sit møde den 24. februar ansættelsen af forbundets nye sekretariatschef, Torben Jensen, der kommer fra en stilling som organisatorisk chef i Danske Bioanalytikere. Torben Jensen starter i sin nye stilling den 1. maj.

 

Fornyelse af Princip- og arbejdsprogrammet

BF’s Princip- og arbejdsprogram for 2017 og 2018 skal have mere fokus på det politiske indhold og visioner, erklærede formand Tine Jørgensen, da hun præsenterede hovedbestyrelsen for sit oplæg til en fornyelse af Princip- og arbejdsprogrammets form. Tine Jørgensen understregede, at det nye program skal have medlemmerne i fokus.

Der vil desuden i programmet blive beskrevet en række principper, som både bestyrelsen og sekretariatet skal arbejde ud fra for at sikre, at alle aktiviteter sker med udgangspunkt i medlemmernes behov og en fornuftig brug af forbundets ressourcer. Til gengæld skal beskrivelsen af Bibliotekarforbundets daglige drift ikke fylde så meget i arbejdsprogrammet.

- Det betyder ikke, at det arbejde ikke bliver gjort og udviklet løbende. Bibliotekarforbundet er i høj grad en driftsorganisation, hvor rådgivningen af medlemmerne i forhold til løn- og ansættelsesforhold, karriererådgivning, relevante arrangementer og Perspektiv fylder rigtig meget. Derfor er det vigtigt, at de udviklingsprojekter, vi sætter i gang, er de helt rigtige, og det skal Princip- og arbejdsprogrammet sikre og tydeligt formidle til medlemmerne, sagde Tine Jørgensen.

Bestyrelsen tog godt imod de nye tiltag. Blandt andet sagde Andreas Damsbo Brix, Sundby Bibliotek:

- Det er godt, at vi fornyr programmet. Denne form bliver mere overskuelig for vores medlemmer. Jeg tror også, at denne form vil betyde, at vi får nogle mere overordnede og interessante diskussioner på vores generalforsamling senere i år.

I første omgang skal hovedbestyrelsen arbejde videre med det politiske indhold på et strategiseminar i marts.

 

Regnskabet godkendt

Hovedbestyrelsen godkendte regnskabet for 2015. Årets resultat gav et underskud på knap 1,7 millioner kroner, hvilket skyldes hensættelse til løn til den tidligere direktør. Uden denne omkostning var forbundets slutresultat gået i nul.

 

Kontingentstruktur sendt til hjørne

Bestyrelsen vedtog i slutningen af 2015 at diskutere forbundets kontingentstruktur i løbet af 2016. Derfor var muligheden for at sætte kontingentet ned for dimittender og ledige til debat. Bestyrelsen så på flere modeller, men formand Tine Jørgensen vurderede, at man ikke var klar til at træffe en beslutning endnu.

John Holmgaard Larsen, Islands Brygge og Christianhavns Bibliotek, støttede varmt ideen om at sætte kontingentet ned for de ledige.

- Det er et godt signal at sende til de ledige og alle andre, at vi tænker på dem, der har det svært, for det er en af de stærkeste værdier, vi har i et fagforbund, sagde han og lagde stor vægt på betydningen af solidaritet.

Kim Josefsen, Roskilde Handelsskole, understregede, at for ham var det vigtigt, at der var en klar plan for, hvorfor kontingentet skulle sættes ned for dimittender eller ledige.

- Er det for at være solidariske, eller er det for at rekruttere nye medlemmer? Jeg kan ikke stemme ja til noget, før jeg kan se, at der er en plan for, hvorfor vi gør det, sagde han.

I den model, bestyrelsen diskuterede for eventuelle kontingentnedsættelser, var det muligt at gøre en eventuel kontingentnedsættelse til en forsøgsordning. På den måde kunne man få erfaringer på området, inden en endelig beslutning blev truffet.

 

Biblioteksdebat uden nuancer

Især læserne af dagbladet Politiken har kunnet følge et øget fokus på bibliotekernes fremtid i spalterne. Men artiklerne har manglet forståelse for bibliotekernes rolle og har i for høj grad handlet om kassation, mente flere HB-medlemmer.

- Det er som om, at folk ikke forstår, at hvis vi skal have nye titler på et bibliotek, skal vi også kassere bøger. Et bibliotek er ikke et bogmuseum. Det kan godt være, at der er forvirring omkring, hvad bibliotekerne skal, men det ville da være forfærdeligt, hvis bibliotekerne ikke var i rivende udvikling, når samfundet er det, sagde Peter Brandsborg, Vesthimmerlands Biblioteker.

Andreas Damsbo Brix, Sundby Bibliotek, pegede på, at der er behov for en mere nuanceret debat om fremtidens biblioteker.

- Man ser jo, at de ændrer sig på mange områder, og især på det politiske plan er der brug for en debat om, hvad bibliotekerne skal rumme.

Hovedbestyrelsen bakkede formand Tine Jørgensen op i, at det er vigtigt, at hun fortsat giver BF en stemme i debatten.