Gå til sidens indhold

Tema: Vedtægtsændringer sætter ny retning for BF

BF’s generalforsamling har vedtaget en række vedtægtsændringer, der sætter en ny retning for forbundet. Vedtægtsændringerne betyder, at BF udvider sin formålsparagraf, så der også står, at forbundet skal varetage medlemmernes interesse ved at påvirke samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Samtidig kan BF også optage alle, der arbejder med data, information, viden og kultur. Generalforsamlingen vedtog også en regulering af kontingentet, at give de studerende større indflydelse og at forlænge generalforsamlingsperioderne. Alle ændringerne blev vedtaget på generalforsamlingen og sendes ikke til urafstemning. Få overblik over de væsentligste af ændringerne her:

§2: Udvidelse af BF’s formålsparagraf
Generalforsamlingen vedtog at udvide BF’s formålsparagraf. Tidligere lød formålsparagraffen: Forbundets formål er at varetage medlemmernes økonomiske, faglige, ansættelses-, uddannelses-, og karrieremæssige interesser.

Nu udvides §2 i vedtægterne, så der også står: Formålet er desuden at arbejde for at bevare og styrke adgangen til kultur, information og viden i samfundet.

Jette Fugl, næstformand i bestyrelsen, begrundede forslaget: - Hvis vi mener alvorligt, at BF skal interessevaretage og være synlig i samfundet inden for områderne kultur, information og viden, så skal det også stå i vedtægterne. Medlemmernes interesser varetages også ved at påvirke samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Anna Overlund mente ikke, at det var nødvendigt med en udvidelse af formålsparagraffen.

- En fagforening skal varetage medlemmernes interesser, ikke samfundets. Jeg føler mig allerede dækket ind af de vedtægter, som vi har i dag med formuleringen »varetage medlemmernes faglige interesse«. Jette Fugl forstod godt Anna Overlunds argumenter: – Det er godt, at du rejser spørgsmålet, for jeg har også været i tvivl. Men jeg er kommet frem til, at vi skal udvide formålsparagraffen, fordi arbejdet med interessevaretagelse skal være en naturlig forlængelse af det at være en god stærk, klassisk fagforening.
Afstemning: For: 156, imod: 12, blank: 3

§3: Ændring af organiseringsområdet
Generalforsamlingen vedtog en udvidelse af §3, der beskriver, hvilke medlemmer BF kan optage. Fremover kan BF optage alle, der arbejder med data, information, kultur eller viden uanset uddannelse.
Afstemning: For: 154, imod: 18, blank: 5

§4: Udmeldelse efter en konflikt
For at sikre forbundets økonomi efter en eventuel strejke og/eller lockout vedtog generalforsamlingen, at medlemmer ved udmeldelse ikke kan unddrage sig forpligtigelser - eksempelvis ekstraordinært bidrag til Aktionsfonden. Hovedbestyrelsen kan dog dispensere fra kravet, hvis eksempelvis et medlem går på pension.
Afstemning: For: 150, imod: 7, blank: 11

§8 og §12: Treårige GF- og valgperioder
To år er for lidt tid til, at bestyrelsen kan nå i dybden med sit arbejde, sagde Andreas Damsbo Brix, der på vegne af hovedbestyrelsen begrundede forslaget. Derfor vedtog generalforsamlingen at udvide generalforsamlingsperioden fra to til tre år. Det betyder, at hovedbestyrelsen vælges for tre år. Forslaget blev støttet af flere fra salen.

Blandt andet sagde Per Kjær: - Jeg går ind for, at man gør perioderne treårige. Det stærkeste argument er, at vores overenskomstperiode er på tre år. Med treårige generalforsamlinger kommer vi ikke til at skifte hovedbestyrelse eller formand op til næste overenskomstforhandlinger. Det vil være en stor fordel for os. Maria Louise Christensen spurgte, om tre år er for lang en periode i en tid, hvor forandringer sker så hurtigt? Det kunne Tine Segel godt følge. – Men hvis der er behov, indkalder vi til ekstraordinær generalforsamling, hvilket medlemmerne også kan gøre i perioden.
Afstemning: For: 147, imod: 18, blankt: 10

§3, §6 og §10: Studerende får stemmeret
Generalforsamlingen vedtog, at studerende fremover får en særlig medlemskategori, en fuldgyldig plads i bestyrelsen, hvor de studerende vælger deres egen repræsentant, og at studentermedlemmer får stemmeret ved generalforsamling og urafstemning (dog ikke ved overenskomstaftaler). De studerende kan også stemme til formandsvalg, men ikke ved almindeligt valg til bestyrelsen.

Med forslaget ønskede bestyrelsen at give de studerende en mere reel og markant indflydelse, og det fik varme ord med på vejen af Katja Klyverts, der er studerende. - Vi studerende kan gøre så meget for forbundet. Hvis vi får indflydelse, kan vi trække forbundet i den retning, vi tror på er rigtig. Det vil medføre, at flere studerende bliver dedikerede og viser deres engagement. Erik Bachmann Pedersen var enig:

- Hvem gider interessere sig for en fagforening, hvor man ikke har indflydelse? Jeg håber virkelig, at vi inkluderer de studerende, så de kan inspirere os, sagde han. Steen Ammentorp var mere betænkelig. - Jeg har ikke noget imod, at studerende får stemmeret. Men der er noget forkert ved positiv særbehandling i en demokratisk proces. Med denne vedtægt kan vi få et fuldgyldigt medlem i bestyrelsen baseret på få stemmer, måske endda uden modkandidater. Jeg synes, man skal lade de studerende opstille til bestyrelsen på lige vilkår med øvrige kandidater.

Det var Tine Segel ikke enig i. - Signalet til de studerende er vigtigt, og det er vigtigt, at vi reserverer en plads til de studerende i bestyrelsen, så de ikke forsvinder i mængden.
Afstemning: For: 135, imod: 18, blankt: 4

BF indfører dimittendkontingent
For at fastholde medlemmer i overgangen mellem studentermedlemsskab og ordinært medlemskab, foreslår bestyrelsen, at BF indfører en dimittendkontingentsats på seks måneder svarende til det nuværende studenterkontingent.
Forslaget blev vedtaget uden afstemning

§13: BF indfører lederkollegier
Medlemmer i ledende stillinger får mulighed for at oprette et lederkollegium eller netværk med støtte fra sekretariatet og med økonomisk støtte fra BF.
Afstemning: For: 128, imod: 16, blankt: 16

§17: Ekstraordinært kontingent til Aktionsfonden i forbindelse med konflikt
De nuværende vedtægter giver BF’s hovedbestyrelse mulighed for at opkræve en måneds ekstra kontingent for at fylde strejkekassen efter en eventuel konflikt. Er der behov for yderligere midler, skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Det er dog ikke hensigtsmæssigt under en konflikt. Derfor foreslog bestyrelsen en ændring i vedtægterne, der gør det muligt for bestyrelsen at handle mere fleksibelt.
Forslaget blev vedtaget uden afstemning

Diverse ændringsforslag
En række mindre vedtægtsændringer var samlet under overskriften Diverse ændringsforslag. Enkelte gav dog anledning til debat - eksempelvis et forslag om, at kandidater til formandsposten skal melde deres kandidatur senest to måneder før generalforsamlingen. Forslaget blev vedtaget. Se alle forslagene til vedtægtsændringer i GF-materialerne på bf.dk/gf2018

To-procents regulering af kontingentet
Efter otte år med et fastlåst kontingent vedtog BF’s generalforsamling at regulere BF’s kontingent, så det følger den almindelige prisudvikling. Det betyder, at kontingentet vil stige med to procent årligt. Da kontingentet blev fastfrosset i 2010, havde BF overskud. Nu ser foreningen frem til underskud fra 2019, og da bestyrelsen ønsker at tilbyde medlemmerne samme service og samtidig udvikle forbundet for at kunne rekruttere bredere, skal kontingentet nu reguleres.
Afstemning: For: 135, imod: 27, blankt: 10

Du kan læse om vedtægtsændringerne på bf.dk/gf2018, samt under bf.dk/OmOs.