Gå til sidens indhold

Krydsfinér, beton og masser af skolebørn

Råt og alligevel på sin egen måde blødt. Indretningen og arkitekturen i det nye bibliotek og kulturhus i Tingbjerg er sin helt egen. Fire etager indvendigt bygget op som enorme kasser i krydsfinér lagt ovenpå hinanden. Og øverst en udsigt, så de fleste børn kan kigge hjem til boligblokken.

- Det ligner et gammeldags fjernsyn, siger taxachaufføren, da vi nærmer os Tingbjergs nye bibliotek og kulturhus, mens én på Instagram mener, bygningen ligner en stor bog, der venter på at blive åbnet. Arkitekternes tanke var, ifølge bibliotekar Thomas Nielsen, at bygningen udefra skulle ligne en sættekasse med forskellige tonede ruder. Og Politikens arkitekturanmelder Karstens R.S. Ifversen skriver, at bygningen »synes på tegneserieagtig vis at være skudt ud af Tingbjerg Skoles hovedindgang og blæst op til fire høje etager«. Til indvielsen i september 2018 kaldte overborgmester Frank Jensen det for »et stærkt symbol på bydelens potentiale«. Det er et nyt vartegn, der taler til folk.

Og her – en måned efter åbningen – er det også et sted, der tiltrækker folk. Blandt andet er der sket en markant stigning af børn på biblioteket, siger bibliotekar Thomas Nielsen. Biblioteket og kulturhuset er bygget sammen med Tingbjerg Skole og fungerer i skoletiden som skolens pædagogiske læringscenter udover at være områdets folkebibliotek. Og børnene står klar, når det åbner.



Meget af arkitekturen i Tingbjerg er tegnet af arkitekten Steen Eiler Rasmussen, så det var et ønske fra de lokale idégrupper, at bygningens arkitektur skulle passe ind i hans stil og blive et nyt vartegn for Tingbjerg. Et ønske fra lokalgruppen var også, at det nye hus blev et lokalt mødested, så der er indbygget en café, hvor der skal være folkekøkken med fællesspisning et par gange om ugen.

Der er ansat en co-designer i Skaberværkstedet på 2. sal. Det er værksted, hvor man må komme og lave lige det, som man har lyst til - med en masse rulleskabe fulde af materialer. To dage om ugen sætter designeren aktiviteter i gang med fokus på bæredygtighed og genbrug.

- I Tingbjerg snakker man meget om hinanden. Vi vil gerne være stedet, hvor man også snakker med hinanden, siger Thomas Nielsen. Og samtalerne er begyndt. En ældre dame sad en dag i Skaberværkstedet med en lampe, der var gået i stykker. En irakisk mand tilbød at reparere den, og hun tilbød til gengæld at sy hans skjorte. Og en urmager fra Syrien sidder ved metalværkstedet, hvor en gruppe teenagepiger er begyndt at komme, fordi han hjælper dem med at lave deres egne øreringe. En lokal syforening med kvinder fra hele verden har afholdt catwalk i kulturhuset med 200 mennesker og flere københavnske modeforretninger tilstede.

Som lokal forening – der gratis kan låne mødelokaler - kan man få et skab, så man har sine ting, når man mødes på biblioteket. Alle har en holdning til Tingbjerg, og ofte en del fordomme, siger Thomas Nielsen, men det nye bibliotek og kulturhus har allerede rykket ved imaget.



- Vi har haft besøg af folk langvejsfra, fordi de gerne ville se huset, og på længere sigt vil vi gerne have kulturelle og litterære arrangementer, der kan tiltrække folk fra hele København. Personalet er det samme som på det tidligere Tingbjerg Bibliotek, som har holdt til huse i Husum Bibliotek under byggeriet. Derudover er der blevet ansat en kommunikationsmedarbejder og en kulturhusmedarbejder, der også har biblioteksvagter.

- Vi er et bibliotek i et socialt udsat boligområde, hvor mange skal have hjælp til at komme i gang med at bruge biblioteket. Derfor er det positivt, at vi nu er tættere på skoleeleverne. De kommer både før og efter skole, og mange står faktisk klar, når vi åbner, og fordi det er et trygt sted at være, så kommer mange børn her også alene, siger Thomas Nielsen.