Gå til sidens indhold

Digital almendannelse er meget mere end færdigheder og kompetencer

- et opgør med den eksisterende digitale dannelsesdiskurs. I denne kronik argumenterer Claus Hagstrøm, cand.scient.bibl. på Horsens Bibliotek team Fag, for vigtigheden af det, han kalder almen digital dannelse, der indebærer langt mere end digitale færdigheder.

Medierne og den offentlige debat svømmer over med historier om det postfaktuelle samfund, fake news, unge, der køber sig til opgaver på internettet og organiseret deling af børnepornografi i ungdomskulturen på de sociale medier. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at digital dannelse er vigtig, fordi teknologien ikke blot udvikles til mennesket og dets naturlige behov. Nej, teknologien og det digitale præger både nu og i fremtiden den måde, vi forstår, hvad det overhovedet vil sige at være menneske.

Men den digitale dannelse er i virkeligheden et paraply-koncept uden en egentlig klarlagt begrebsdefinition. Den digitale dannelse knytter blandt andet an til både digital literacy, information literacy og media literacy, men det interessante i den henseende er, at ordet literacy ikke uden besvær lader sig oversætte til dansk, ligesom ordet dannelse ikke eksisterer i den angloamerikanske ordbog. Den fremherskende diskurs i relation til den digitale dannelse er dog den, der orienterer sig mod et kompetence- og systemorienteret dannelsesideal. Et ideal, der fremmer anvendelsen af digital soft- og hardware samt den kritiske informationssøgning, fremfor at fremme evnen til at kunne begå sig socialt, etisk og kritisk på internettet og reflektere over de digitale muligheder og udfordringer, der findes på web 2.0.

Det er således primært de digitale kompetencer, som beslutningstagere og den offentlige debat hentyder til, når den annekterer det digitale dannelsesbegreb. Man godtager – både i debatten og uddannelsessystemets lovgivning – næsten ukritisk ideen om de såkaldte digitale indfødte versus de digitale immigranter. Men der eksisterer ingen valid forskning, der kan gøre rede for, at net-generationen er født med særlige digitale evner, eller at de ligefrem skulle være udstyret med en anden type hjerne end deres påståede modstykke, de digitale immigranter, som opfinderen af ideen om de digitale indfødte, Mark Prensky, plæderer for. Alene af den grund er digital dannelse – med tryk på dannelsesdelen – vigtigere end nogensinde før. For hvis tidens unge har kompetencer til både at snyde til eksamen og dele ulovligt børnepornografisk materiale med hinanden online, så burde fokus i debatten om den digitale dannelse måske ikke være på kompetencerne, men i stedet på dannelsen?

Hvis de unges digitale dannelse savner netop dannelsen, så burde vi som samfund orientere os mod den klassiske almene dannelse. Det er gennem denne dannelse, at vi, som Rousseau udtrykte det, bliver mennesker. Den klassiske almene dannelse er funderet ikke blot på Grundtvigs ideer om en folkelig dannelse, men også på tænkere som Herder, Hegel, Kant og von Humboldt. De var alle foregangsmænd for en dannelse, der frigør sig fra det spirituelle dannelsesideal, der lå forud for deres tid i et forsøg på en højnelse til humanitet.

Dannelse hænger uvægerligt sammen med begrebet kultur, og den betegner den facon, hvorpå mennesket udvikler sine naturlige evner på. Dannelse er den følelse, der opstår, når man erkender og fornemmer åndelig og moralsk stræben. Dannelse vokser ud af en indre formningsproces, og dannelse er noget vedvarende, der sker hele livet. Den tyske filosof Hegel plæderer ligefrem for, at dannelse er »at hæve sig op til det almene«.

Den klassiske almene dannelsestænkning har fornyet sig selv mange gange, siden tanken om dannelse eller Bildung, som det hedder på tysk, for første gang opstod i 1700-tallets Tyskland. Den er blevet tilført nye indgangsvinkler fra hermeneutikkens fader, Hans Georg Gadamer og Wolfgang Klafki, der er ophavsmænd til en stor del af den moderne pædagogiske tænkning, hvor den kategoriale dannelse er i højsædet.

Almendannelsen optræder desuden konstant i nye sammenhænge, som for eksempel når den går i clinch med det digitale, og derfor ændrer almendannelsen til stadighed sit indhold og dermed også sin berettigelse. Almendannelsen bevarer derfor sin fulde funktionsdygtighed, da begrebet, udover sin faste kobling til en lang række teoretiske og faglige elementer, også er i stand til at åbne sig for nye krav fra omverdenen. Almendannelsen har altså som begreb den fordel, at den har kunnet anvendes i både det moderne samfund og nu også i den digitale tidsalder.

Når vi parrer den digitale dannelse med det klassiske dannelsesbegreb, så opstår der en helt ny diskurs for den digitale dannelse. En diskurs, denne kronikør har valgt at kalde for »den digitale almendannelse«. Det er en diskurs, der favner ikke blot de digitale kompetencer, men også værdier som refleksivitet, solidaritet, indsigt og ansvar. Den digitale almendannelse knytter an til fire ydre dimensioner. Den er påvirket ikke kun af det hyperkomplekse og postfaktuelle samfund, men også af den systemorienterede dannelse, den klassiske dannelse og individet selv.

Digital almendannelse sker altså i samspil med de primært kommercielle web 2.0-teknologier i et stærkt medialiseret samfund, hvor et systemorienteret dannelsesideal anført af nytte- og kompetencetænkningen selvfølgelig er essentielt for at kunne begå sig og betjene hard- og software på web 2.0. Men uden den refleksive, indsigts- og ansvarsfulde, klassiske dannelse, som en integreret faktor i den digitale dannelse i et postfaktuelt og hyperkomplekst samfund, fungerer den digitale dannelse ikke, når udfordringer som fake news, ulovlig deling af børnepornografi og snyd med eksaminer kun er et klik væk. Den digitale almendannelse er altså ikke blot en kim til digital trivsel, den er også en del af en primær dannelseshorisont. En horisont, der – implementeret korrekt i uddannelsessystemet – kan lære de unge at blive selvstændige, tænkende, refleksive individer i en social og solidarisk kontekst. Det er en implementering, der ikke udelukkende bør forestås af de politiske beslutningstagere.

Den digitale almendannelse bør bringes i spil af bibliotekarer og uddannelsesbibliotekarer, der i kraft af deres særlige fusion af en kulturformidlende og informationsvidenskabelig baggrund ofte er eksperter i ikke blot de digitale færdigheder men også i dannelsesaspektet af den digitale almendannelse.