Gå til sidens indhold

Leder

Lad os tage skridtet til det integrerede bibliotek – det gavner alle

Som så mange gange før tikkede der i juni måned en invitation til at afgive et høringssvar ind i mailboksen. Det særlige ved dette høringssvar var, at det vedrørte folkeskoleloven. Helt konkret muligheden for at etablere integrerede biblioteker, bestående af det pædagogiske læringscenter og folkebiblioteket, uden at skulle søge om dispensation.

Med tanke på de sidste mange års politiske arbejde for at synliggøre og sikre mere samarbejde mellem folkeskole og folkebibliotek, kan vi i BF positivt tilslutte os forslaget. Der er mange fordele at opnå. Det handler både om en sikring af bibliotekstilbud i lokalområder, bredere målgrupper, forlængede åbningstider lokalt og et øget nærhedsprincip for børn og unge – og dermed adgang til bibliotekets tilbud og understøttelse af deres læse- og informationskompetencer. Undersøgelser har vist, at hvis afstanden til biblioteket er mere end fire kilometer, så falder biblioteksbrugen hos denne målgruppe.

Det kræver visioner, omtanke og ressourcer at skabe et integreret bibliotek. Derfor kan det ikke bruges som en spare- og effektiviseringsøvelse. Men som skrevet ovenfor vil det kunne betyde en øget service og udnyttelse af de nuværende tilbud, og ikke mindst de potentialer, der ligger i, at der allerede mange steder er en fælles standard for klassifikation og katalog, der kan integreres i det fælles bibliotekssystem.

Organisatorisk er det vigtigt, at den fælles ledelse er forankret i folkebiblioteket, samt at der er en gensidig respekt og forståelse for hinandens faglighed. Man skal forstå at udnytte lærerkompetencerne i folkebiblioteket, og omvendt udnytte bibliotekarkompetencerne ind i folkeskolen. Det kræver organisering af arbejdets indhold, og en strategi for efter- og videreuddannelse, der tager højde for de specielle udfordringer, der er på de integrerede biblioteker, hvor brugergruppen rummer alle aspekter af lokalsamfundet. Det er vigtigt, at fokus ikke udelukkende bliver på skolens børn og unge. Selvom det naturligt vil være et fokus.

Jeg er sikker på, at et integreret bibliotek vil kunne bruge strategisk i forhold til børn og unges læsevaner. Den heftige konkurrence om børn og unges tid og et ændret medieforbrug koster på læsningen af bogen, viser de seneste års undersøgelser. I stedet for at diskutere forbud mod mobiler i skolen, bør man satse massivt på en læsestrategi, der går på tværs af bibliotek og skole og sætter fokus på lysten til at læse.

Bibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Ved at tænke biblioteket og det pædagogiske læringscenter sammen, får man skabt en stærk grobund for den enkeltes livslange læring og dannelse. Vigtigt er det dog, at skolens læringsmål ikke lægges ind over det integrerede bibliotek. Biblioteket fungerer som et frirum med mulighed for at lade legen og nysgerrigheden for børn og voksne være »styrende« for brugen. Det er en ide og værdi, som er værd at værne om.