Gå til sidens indhold

BF’ernes kompetencer skaber værdi


Forleden dag hørte jeg om et medlem, der havde været på kursus i BF og efterfølgende havde landet drømmejobbet. Nu tænker du måske; hvordan kan jeg være så sikker på, at de to ting hænger sammen? Det kan jeg, fordi medlemmet mente, at modulkurset Records Manager var afgørende for, at hun fik jobbet i en styrelse, hvor dokumentation og information var kernen i jobbet.

Det gør mig utrolig glad at høre en historie som den. Og den står ikke alene. Gennem det sidste år har jeg samlet på den slags historier, og vores karriererådgivning kan konstatere, at flere og flere melder tilbage, at de kommer til jobsamtaler efter at have været i kontakt med BF. Danmark er i økonomisk fremgang, men at vi kan se en positiv jobudvikling for BF’s medlemmer, betragter jeg som resultatet af, at vi har haft en målrettet politisk strategi med fokus på at sikre medlemmernes kompetenceudvikling og at give den enkelte mulighed for udvikling i nuværende job, jobmobilitet og nye karriereveje.

Vi er dog ikke i mål endnu. Medlemsundersøgelsen fra 2017 pegede blandt andet på, at mange medlemmer ikke overvejer at søge nyt job, og ikke har den store tiltro til, at de kan finde et nyt job, skulle de blive ledige. Det skal vi gøre noget ved! Derfor har hovedbestyrelsen vedtaget fortsat at lægge vægt på karriere, kompetencer og arbejdsliv i den kommende politiske strategi. Det er meget bevidst, at vi har tilføjet ordet karriere til dette fokusområde. For det handler ikke kun om at få et nyt job, men lige så meget om udvikling i nuværende job og opgaver. Det er vigtigt i en tid, hvor der løbende stilles nye krav til kompetencer.

Og der er brug for BF’ernes kompetencer. På DFFU’s årsmøde i september deltog jeg i en paneldebat med to bibliotekschefer fra forsknings- og uddannelsesbibliotekerne, som understregede, at med udviklingen og de nye opgaver indenfor felter som forskningsregistrering, data management og metadata er der brug for bibliotekariske kompetencer. I sidste nummer af Perspektiv kunne du desuden læse interviewet med professor David Lankes, der siger, at folkebiblioteket ikke er noget uden bibliotekaren. Og da jeg for nylig var til reception for en samarbejdspartner i IT-branchen, og præsenterede mig som formand for informationsspecialister og bibliotekarer, blev det konkluderet, at der er behov for vores faglighed til at koble it, processer og forretning. »Ellers bliver det jo bare infrastruktur«, var konklusionen.

Som en privatansat informationsspecialist sagde til mig for et stykke tid siden: »Jeg gør viden kommerciel«. Det gav stof til eftertanke – for kan den forretningsmæssige værdi af information og viden forklares, så står man stærkt. I en tid, hvor Amazon og andre techgiganter gør deres entré på det danske marked, skal virksomheder tilføje troværdighed og autencitet til deres egentlige produkt. For BF’erne er det at tilføje værdi, troværdighed og tilgængelighed til data og information allerede kernen i opgaven.

Men vi skal blive bedre til at vise den samfundsmæssige værdi, BF’erne repræsenterer. Derfor fremlægger hovedbestyrelsen et forslag til BF’s formålsparagraf om at tilføje en synliggørelse af den samfundsmæssige værdi, BF’erne skaber ved at bevare og styrke adgangen til kultur, information og viden. Vi tror på, at det kan være med til at skabe en større bevidsthed, flere jobs og bedre løn.