Gå til sidens indhold

København vil beskrive fremtidens biblioteksopgaver

Københavns Biblioteker har bedt et række uafhængige eksperter komme med deres bud på scenarier for fremtidens biblioteker i København. Scenarierne skal give de københavnske politikere den nødvendige viden til at debattere bibliotekspolitik.

 Arbejdsgruppen vedrørende Københavns Bibliotekers fremtidige kerneopgaver er trukket i arbejdstøjet og er ved at formulere en række scenarier for Københavns Biblioteker. Scenarierne hviler på en analyse af omverdenen, der klart skelner mellem den udvikling, bibliotekerne ikke har nogen indflydelse på – eksempelvis sociale medier og den generelle digitale udvikling – og de parametre, som biblioteket har stor indflydelse på såsom de fysiske rammer, valg af samarbejdspartnere og organisering.

Bibliotekschef Jakob Heide Petersen har givet medlemmerne af arbejdsgruppen frie tøjler. Han har ingen indflydelse på, hvordan de løser opgaven eller udvælger scenarierne. Han afventer nu spændt den endelige rapport, der skal vise i hvilke retninger, eksperterne ser, at bibliotekerne kan gå, samt ikke mindst hvilke konsekvenser, de forskellige scenarier har for borgerne og medarbejderne.

Rapporten forventes færdig i maj 2018 og skal bruges til at kvalificere drøftelser med politikere og medarbejdere.

- Politikerne vil nok også efterfølgende have forskellige opfattelser af, hvad biblioteket er og skal være, men de vil have det på et mere oplyst grundlag, siger Jakob Heide Petersen. Han ønsker at synliggøre, at det er muligt at drive biblioteker på meget forskellige måder og forventer i øvrigt, at Københavns kommende biblioteksstrategi, der i 2019 skal erstatte den nuværende, vil inddrage scenarierne og eventuelt kombinere dem.

BIBLIOTEKET ER IKKE BARE EN FACILITET

 - Scenarierne og rapporten skal tydeliggøre, at man ikke blot skal se biblioteket som en facilitet, men at biblioteket er en aktør, der kan vælge at udvikle sig i forskellige retninger. Eksempelvis kan man jo beslutte, at man vil prioritere førskoleindsatsen og dermed være meget for én bestemt målgruppe, fordi man vurderer, at her har bibliotekets arbejde størst effekt, siger Jakob Heide Petersen. Han mener også, at det kunne være interessant, hvis man i scenarierne også får belyst, hvad et rent digitalt bibliotek vil kunne, og hvad det ikke vil kunne, i forhold til at løse bibliotekets kerneopgaver.

Han mener, at man i bibliotekerne skal blive bedre til at arbejde i én retning, at man bør være mere konkrete i forhold til, hvad bibliotekerne skal, og hvad konsekvenserne heraf vil være, i stedet for at tale så meget om, hvad formålet med bibliotekerne er.

- I København har vi 20 biblioteker, og her er det vigtigt, at vi har en ens opfattelse af kerneopgaven og i hvilken retning, vi skal. Derfor skal vi også blive bedre til at arbejde med koncepter, så man – hvis man et sted udarbejder noget specifikt i forhold til samarbejdet med skolerne – kan bruge det på de øvrige biblioteker.

Også på landsplan kunne Jakob Heide Petersen ønske sig en mere fælles retning, for især på det digitale område er der stor forskel på det enkelte biblioteks digitale strategi.

- Der er mange steder, hvor man er ret afventende over for den digitale udvikling og holder fast i, at borgerne stadig efterspørger de traditionelle fysiske medier. Andre steder er man længere fremme og fokuserer på digital ledelse og medarbejdernes digitale kompetencer, siger Jakob Heide Petersen.

Han peger selv på, at biblioteksloven i dag giver plads til fortolkning og forskellige scenarier, og det kalder på, at man på bibliotekerne bliver mere modige i forhold til at reflektere over, hvor man bruger ressourcerne bedst muligt og udvikler sig i den retning.


Medlemmerne af arbejdsgruppen vedr. Københavns Bibliotekers fremtidige kerneopgave

Kontaktperson og sekretær for udvalget: Gitte Østergaard, specialkonsulent, Københavns Kommunes Biblioteker.

  • Professor Anker Brink Lund
  • Forhenværende generaldirektør i DR Christian S. Nissen
  • Forhenværende direktør i Biblioteksstyrelsen Jens Thorhauge
  • Direktør for DR Kultur Tine Smedegaard Andersen
  • Ekspert i sociale medier Trine-Maria Kristensen