Gå til sidens indhold

Meget mere mening, tak

Formandens leder

Med en overskrift lånt fra reklameverdenen »Meget mere mening, tak« vil jeg i denne leder sende en opfordring om at skabe mere faglig debat rundt omkring på arbejdspladserne. Det har nemlig været en fornøjelse at læse avisernes debatsider i slutningen af januar.

Hver anden dag har der været skarpe indlæg med opfordringer, meninger og faglige indspark til udviklingen af bibliotekerne og den samfundsmæssige opgave, som dagligt løftes af BF’erne. Et resultat af BF’s Faglig Meningsdanner-uddannelse 2018, hvor 11 BF’ere blev klædt på til at deltage i den offentlige debat.

Det er fedt at se så hurtige og konkrete resultater af den satsning, BF har taget med meningsdanneruddannelsen. Nu gælder det om at følge op. Det handler ikke kun om at skrive debatindlæg, men i ligeså høj grad om den faglige debat og samtale, vi kan have med hinanden. Jeg håber, at meningsdannerne kan inspirere til at tage fat om de faglige drøftelser på arbejdspladserne. I en travl hverdag kan det nogle gange være svært at tage sig tiden, men det er vigtigt at gøre.

Og hvorfor er det så vigtigt? For mig handler det om så meget mere end indlæg i pressen. Det handler nemlig også om at skabe en kultur, hvor vi sammen dyrker den faglige samtale og debat. Det er både, når man har forbehold for nye tiltag, eller når man får den dér umiddelbart gode idé, der kan blive endnu bedre ved at blive delt med andre.

Den tid, vi lever i med store forandringer på arbejdsmarkedet, kræver at vi alle sammen øver os i at blive bedre til at sætte ord på vores kompetencer, og at vi positionerer os – hvad enten det er til nye opgaver i bibliotekerne eller på det private arbejdsmarked, hvor der er et stigende behov for dokumentation samt strukturering og systematisering af data. De faglige debatter kan være med til at skabe klarhed over den retning, vi skal gå, og afklare, hvilke kompetencer der skal til. Og det kan være med til at skabe arbejdsglæde, at man får luftet holdningerne og vendt det, der sker.

Jeg ser frem til at følge de 11 meningsdannere fremover og håber, at der vil være så stor interesse fra andre, at BF kan gentage forløbet. Med opfordringen til at sætte gang i debatten følger fra mig også et råd, der knytter sig til de forventninger og den adfærd, meningsdannelse og debat kan skabe: At vinde debatten betyder ikke nødvendigvis, at folk bliver enige med dig, men at de hører dine argumenter.

God debat!

Læs mere om de faglige meningsdannere på: bf.dk/meningsdanner2018