Gå til sidens indhold

Nota skal flytte til Nakskov

Nota - nationalbiblioteket for folk med læsevanskeligheder - flyttes fra Østerbro til Nakskov i regeringens anden statslige udflytning af arbejdspladser. Et potentielt tab for brugerne, mener Rikke Lehmann, tillidsrepræsentant for de 16 BF-medlemmer, der inden længe skal tage stilling til, om de vil flytte med deres arbejdsplads.

Onsdag den 17. januar fik 1.800 statsansatte at vide, at deres arbejdsplads flytter et andet sted hen i Danmark, heraf 20 BF-medlemmer. 16 af dem arbejder på Nota, der skal rykke til Nakskov på Lolland.

- Jeg havde mine bange anelser, selv om jeg håbede, det ikke ville ske, men flere af mine kolleger havde ikke set det komme, siger tillidsrepræsentant Rikke Lehmann.

Nota er en specialiseret produktionsvirksomhed med 80 ansatte, heraf mange it-udviklere og bibliotekarer. Hertil kommer et stort antal freelancere, der indlæser alt fra lokalaviser og Familie Journalen til naturvidenskabelige lærebøger til blinde og ordblinde studerende.

Bekymringen blandt medarbejderne på Nota er på den korte bane et stort videnstab, kvalitetsdyk og længere leveringstid for bibliotekets brugere, fordi mange medarbejdere måske vælger ikke at flytte med. På den lange bane er bekymringen, om det bliver muligt at rekruttere særligt det specialiserede it-personale, som Nota’s opgaver kræver.

- Den største udfordring ved udflytningen er helt sikkert fastholdelsen af personalet, så vi overvejer, hvordan vi kan fastholde så mange som muligt så lang tid som muligt, og selvfølgelig ønsker vi allerhelst, at de flytter med til Nakskov, siger leder af Studieservice Nila Korzen.

- Vi har meget specialiserede opgaver og skræddersyede systemer, så det vil tage tid for nye medarbejdere at komme op på samme vidensniveau. En flytning i sig selv tager også tid og kræfter, hvor vi ikke kan fortsætte 100 procent i en periode, men hjulene skal køre, for vi er det eneste sted i landet, der gør det, vi gør, og vores brugere er for eksempel studerende, der i forvejen er udfordret af, at det tager tid at lave deres studiematerialer.


Statslige udflytninger

Regeringen har medio januar udmeldt, hvilke statslige institutioner som helt eller delvist skal udflyttes. BF har fire medemmer fra fire institutioner, som skal udflyttes til Svendborg, Nykøbing F eller Bogense. Derudover er der 16 medlemmer på NOTA, som producerer og udlåner tekster, der er gjort tilgængelige for personer med læsehandicap. NOTA skal flytte til Nakskov i den kommende tid. Bibliotekarforbundet er i kontakt med alle 20 berørte medlemmer.


Hvilke muligheder overvejer I for at holde på medarbejderne?

- Der er ikke afgjort noget. Men ledelsen vil strække sig langt, siger bibliotekschef Lene Harder. Overvejelserne er fleksible arbejdstider, hjemmearbejdsdage og så videre. Lige nu kender ingen hverken den kommende adresse eller flyttedatoen for Nota. Men ledelse og tillidsrepræsentanter har givet håndslag på at kommunikere begge veje.

- Vi fortæller om bekymringerne på gulvet, og ledelsen melder ud løbende, så den enkelte medarbejder så hurtigt som muligt kender rammerne for flytningen og sine muligheder, siger Rikke Lehmann.

Det er først, når flyttedatoen bliver meldt ud, at medarbejderne tager stilling til, om de vil flytte med. Generelt er konsekvensen ved at sige nej lig en opsigelse med tilbud om et outplacementforløb, efteruddannelse, hjælp til jobsøgning og så videre. Denne rettighed gælder dog ikke for de fem tjenestemandsansatte bibliotekarer på Nota. De har ikke mulighed for at sige nej til at blive flyttet, uden at det betragtes som en opsigelse. 


Nota’s studieservice er for ordblinde og blinde studerende, både på ungdoms- og videregående uddannelser. De producerer alternative studiematerialer som lydbøger og e-bøger, der kan læses med den studerendes hjælpemidler. Hver dag kommer en stak bøger, som skal gøres tilgængelige, for eksempel som e-bog eller lydbog.


BF har løbende kontakt med medlemmerne på Nota. Konsulent i BF Ulla Thorborg håber, at man kan forhandle sig til rette, også for de tjenestemandsansatte, og at Nota vil støtte medarbejderne bedst muligt i processen, når man ved noget mere.

- Vi håber, der er villighed til så stor fleksibilitet som muligt, siger hun.

- Nogle overvejer helt sikkert, hvordan de kan strikke en mulig aftale sammen. Medarbejderne står i forskellige situationer, også privat, siger Rikke Lehman, men på den lange bane kan det blive svært at få ting til at fungere, forudser hun.

Selv har hun arbejdet otte år i staten og har både oplevet, at hendes job blev skåret væk, at blive fyret og nu at skulle udflyttes.

- Så jeg må indrømme, at jeg overvejer, om det er det værd. Det er ærgerligt, for jeg synes, at det er meget meningsfuldt at gøre en forskel for borgere med særlige behov.


Der er konstant indlæsere i Nota’s seks lydstudier, men der er bekymring i forhold til, om de fremadrettet vil bruge fire timers transport for en tre timers indlæsningsvagt.


Rikke Lehmann forudser en kæmpe udfordring i forhold til de specialiserede medarbejdere på Nota.

- Vi er jo en produktionsvirksomhed med vores egne udviklede bibliotekssystemer og produkter til læsehandicappede, så vi er helt afhængige af it-folk. Det er svært nok at få it-udviklere i København, så jeg tør ikke tænke på, hvor vanskeligt det bliver, når vi rykker så langt væk, siger hun.

- Stemningen er lidt trykket. Alle skal lige synke det og navigere i kaosset lige nu, hvor vi ikke ved noget. Men alle ved, at lige meget hvad, så vil det ikke forblive den arbejdsplads, det er nu, fordi mange måske ikke flytter med.


Fakta

Nota servicerer over 130.000 medlemmer, der er godkendt til servicen. Og det er § 17 i Ophavsretsloven, der giver Nota ret til at tilgængeliggøre teksterne i henhold til »lige adgang til information«. Servicen er landsdækkende, men uden fysisk kundebetjening. Alt er digitalt eller sendes pr. post til brugerne.