Gå til sidens indhold

Bibliotekerne har en rolle i klimakampen

Folkebibliotekernes bidrag til den grønne omstilling ligger i den unikke placering, institutionen har i bevidstheden hos borgere som det naturlige sted at mødes og skabe forandringer sammen. Sådan skriver studerende Tina Peirano efter at have deltaget i klimaalliancen Broen til fremtidens årsmøde.

Jeg havde fornøjelsen at deltage i Klimaalliancens Broen til fremtidens årskonference torsdag den 24. oktober. Der var særligt fokus på FNs 17 Verdensmål. Konferencen, der var den første af sin art, var henlagt til Radiorådssalen i Danmarks Radios hedengangne lokaler i Gyngemosen, Gladsaxe, med det uforglemmelige postnummer 2860 Søborg. Gladsaxe var særligt udvalgt, da kommunen brander sig som klimavenlig og har implementeret FNs Verdensmål i alt fra indkøbspolitik til affaldshåndtering. Klimaalliancens mål er, at klimaarbejdet skal ud på arbejdspladserne. Formiddagens program var derfor at italesætte, hvad en grøn og retfærdig omstilling indebærer, hvis vi ikke handler. Nu. 

Eftermiddagens program var afsat til temaworkshops om blandt andet bryggeri, investeringer og sundhed. Jeg deltog i arbejdsgruppen Undervisning & uddannelse, hvor der var inspirerende oplæg fra Thomas Ravn Pedersen, Verdens Bedste Nyheder og to undervisningssteder. Verdens Bedste Nyheder har haft succes med at lave konstruktiv journalistik, indgå partnerskab og benytte innovative metoder, såsom at annoncere gode nyheder på skærmene i de københavnske S-toge.

Nanna Jordt Jørgensen, professor på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen, talte om, hvordan vi undgår at give vores børn klimaangst. Et indsatsområde bliver at klæde kommende pædagoger på til at navigere i en usikkerhed, som er kommet for at blive. Jørgensen mente, at ved tværfaglighed og et større mod på sanselighed, kan der åbnes for improvisation og kreativitet; for det at undervise i bæredygtighed er at være på gyngende grund.

Efterfølgende var der afsat 30 minutter til gruppedrøftelse for blandt andet at formulere konkrete forslag til handling, som bør gennemføres på arbejdspladserne indenfor det næste år, og hvem der kunne være interessante alliancepartnere. Det, jeg tog med fra workshoppen, som vi i biblioteksregi kan arbejde videre med, er at indgå flere lokale partnerskaber. Særligt Ballerup Bibliotek gjorde indtryk på mig med dets samarbejde med flere undervisningsinstitutioner, og opbygningen af netværket med DTU Ballerup, gymnasier og folkeskoler. Samarbejdet har resulteret i 250.000 kr. til afholdelse af festivalen Verdens Bedste Løsninger lørdag den 23. november. Her vil være arrangementer med oplæg og inspiration til, hvordan de største udfordringer, vi har på planeten, kan løses.

Workshoppen gjorde mig opmærksom på, at folkebibliotekernes bidrag til den grønne omstilling ligger i den unikke placering, institutionen har i bevidstheden hos borgere som det naturlige sted at mødes og skabe forandringer sammen.