Gå til sidens indhold

Nyt job: Vidunderligt at være i samme hus som brugerne

Navn: Lone Thordarson

Stilling: Bibliotekar på Herningholms Erhvervsskole og Gymnasier fra 1. august 2019

Uddannelse: Bibliotekar DB i 1986, sektion 1

Tidligere: Bibliotekar på Kraks Forlag, Bodø Bibliotek i Nordnorge, Sønderborg Bibliotek, Handelshøjskole Syd i Sønderborg og informationsspecialist hos Danfoss

Alder: 57 år

Hvorfor søgte du jobbet på Herningholms Erhvervsskole og Gymnasier?

- Jeg var tiltrukket af, at jobbeskrivelsen rummede alle de klassiske biblioteksopgaver, og at det var på et uddannelsesbibliotek med en enorm spændvidde. Her er både handelsgymnasier, eud/eux og 10. klasse. Erhvervsuddannelserne spænder fra frisør og tandklinikassistent til murer og cykelmekaniker. Der er i alt 30 studieretninger og 2.500 elever. Så jeg er bibliotekar på alle niveauer og for mange fagområder.

Hvad tiltrækker dig ved, at det er så bredt?

- Vi har en stor samling af faglitteratur, som dækker alle de fag, der undervises i, og vi har også skønlitteratur til undervisningen i dansk. Samlingen er placeret i handelsgymnasiet i Herning og kaldes Mediateket, fordi vi også udlåner teknisk udstyr. Vi har også en filial i Ikast.

Hvad er dine opgaver?

- Jeg står for driften af Mediateket med indkøb af litteratur og klargøring, klassesæt, abonnementer, systemadministration og formidling, hvor jeg hjælper og vejleder både elever og undervisere. En stor del af mine opgaver bliver også undervisning i informationssøgning og kildekritik, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg er i Herning, mens min kollega, der er biblioteksassistent, er i Ikast.

Hvad er det bedste ved jobbet?

- Det er den tætte kontakt med brugerne. Jeg har været ansat 18 år som informationsspecialist på Danfoss, hvor kontakten med brugerne mest var på mail og telefon. Så det er vidunderligt at være i samme hus som brugerne og tage en snak hen over disken. Jeg var ikke klar over, at jeg ville nyde det så meget. Jeg glæder mig også til at arbejde mere kreativt med at lave udstillinger både med litteratur og de faglige opgaver, som eleverne laver.

Hvorfor stoppede du hos Danfoss?

- På grund af nedskæringer. 70 medarbejdere blev sagt op, herunder nedlagde de bibliotekarfunktionen, så medarbejderne selv skal klare de opgaver. Det er en udvikling, jeg ser flere steder i det private, og som jeg godt kan ærgre mig over.

Du har arbejdet både på folkebibliotek, uddannelsesbibliotek og i det private. Hvordan har du oplevet at skifte sektor?

- Det har slet ikke været svært. Tværtimod. Jeg er gledet ind i de job, jeg har haft og har kunnet bruge erfaringen på tværs. Jeg kom for eksempel fra et forlag til et folkebibliotek i Nordnorge, og mit job i Danfoss har mange ligheder med mit nuværende job – at det er en stor organisation med flere fagområder og lokaliteter. Det er samme kompleksitet som her. Det er tankevækkende, at man i de her år ændrer uddannelsen så meget og fjerner bibliotekarbetegnelsen, for min oplevelse er, at den kan bruges på så mange fronter.