Gå til sidens indhold

Pressen kaldte det en massakre

I Assens bad kommunalpolitikerne revisionsfirmaet BDO om at pege på mulige besparelser op til budgetforhandlingerne. Forslaget blev blandt andet at skære bibliotekerne med 75 procent. Byrådet landede på en 20 procent besparelse, men tillidsrepræsentant Heidi C. Mørch er frustreret over den manglende faglige indsigt i bibliotekarernes arbejde.

Heidi C. Mørch har været hele følelsesregisteret igennem fra dyb undren over håb og frustration til vrede og raseri over, at beslutningerne ikke blev taget på et mere fagligt grundlag. Hun er tillidsrepræsentant på AssensBibliotekener og næstformand i FællesMED By, Land og Kultur. Foto Heidi Lundsgaard

Hvordan har du oplevet forløbet i Assens?

- Det har været en lang frustrerende proces, hvor biblioteket i første omgang blev bedt om selv at finde besparelser, men derefter blev BDO bedt om at lave et sparekatalog. De landede på en besparelse på 75 procent på bibliotekspersonalet, og en reducering fra seks til mellem en og tre biblioteksafdelinger. Det er foregået på et regneark og ikke ud fra en faglig kvalificering af, hvilket indhold man ønsker og reelle prioriteringer. Desuden har jeg som næstformand for Fælles MED-udvalget tidligt været med til møder om, hvilke spareplaner BDO ville præsentere politikerne for uden at kunne vende det med min chef eller kollegaer, der ikke anede noget omfanget. Det har været hårdt.

Byrådet valgte at fastholde alle seks biblioteksfilialer men at spare to millioner kroner på personalet. Hvad synes du om resultatet?

- Jeg mener, der mangler en prioritering af det faglige indhold. For når man vil fastholde seks afdelinger med en reduktion af personalet på 20 procent, så har man reelt valgt betjeningsluger til afhentning af materialer. Det er ikke sådan, et bibliotek skal være. Når man ikke vil lukke bygninger, men gerne spare på indhold, så ender man med at tage livet ud af bygningerne. Jeg forudser, at det vil gå ud over vores samarbejde med andre kulturinstitutioner, foreninger og skoler, fordi vi er færre til det relationelle arbejde. Jeg ser det som en underkendelse af vores faglighed, hvilket også sker i andre kommuner. Derfor er det vigtigt, at vi som sektor får fortalt, hvad biblioteket er, og hvor vigtigt det er, at der er professionelle medarbejdere.

Hvad skal der ske nu?

- Vi ved, at fire medarbejdere skal fyres, og at ledelsesstrukturen skal ændres, så der er stor usikkerhed lige nu.

Hvilke reaktioner har der været undervejs i processen?

- Pressen skrev om sagen, da BDO’s katalog blev offentliggjort, hvor de kaldte den en massakre. Jeg blev kontaktet af både DR P4, TV2Fyn og Fyns Stiftstidende. Der har været læsebreve fra brugerne, der støttede biblioteket, og BF’s formand skrev et læserbrev. Jeg har brugt BF hele vejen til rådgivning og støtte og har fået gode input fra mit TR-netværk. Det faglige fællesskab betyder virkelig meget.