Gå til sidens indhold

Fyret… sig pænt farvel for din egen skyld

Når man lige er blevet fyret, er det sidste, man har lyst til, at skrive en takkemail til sin tidligere chef. Men det kan være det, der gør dig klar til at søge et nyt job, siger karriererådgiver i BF Ricki Nielsen.

Uanset om du er blevet fyret på grund af økonomiske nedskæringer, samarbejdsproblemer eller selv har sagt op, så er der meget at hente ved at sende en mail til din tidligere chef og sige tak for det gode, som vedkommende og jobbet har givet dig. - Men send først mailen, når du lige har trukket vejret og er kommet om på den anden side af den krise, en fyring kan opleves som, understreger karriererådgiver Ricki Nielsen. Og, slår han fast, det er ikke for chefens skyld, at den mail skal sendes. Det er udelukkende for din egen.

- Tanken er at skubbe de negative oplevelser og følelser til side og fokusere på det gode, som det tidligere job gav. De gode opgaver, det, der udviklede dig, og hvad chefen gjorde godt, siger Ricki Nielsen, der sammenligner en fyring med de følelser, man kan have, når en kæreste har slået op. - Lige efter kan du måske kun se alt det negative. Og selvom begrundelsen for opsigelsen kan være økonomiske nedskæringer, så har de fleste en følelse af ikke at være gode nok, for hvorfor var det lige mig? Men reelt set har der været et antal gode år forud, og derfor er der også gode ting at finde frem til takkemailen. - Jobbet og kollegerne har jo været dit liv 37 timer om ugen i et vist antal år, siger han.

Hvorfor er det vigtigt at få sendt en mail? Kan man ikke bearbejde oplevelsen selv?

- Det vigtigste er de overvejelser og tanker, som du gør dig, når du skriver mailen. Men det er også vigtigt at få den sendt, for der sker noget i os, når vi skriver et brev og sender det. Så kan vi lægge det fra os bagefter, siger Ricki Nielsen. Formålet er at få vendt de negative følelser om fyringen, din tidligere arbejdsplads og chef, så du ikke tager dem med i din jobsøgning og til din næste jobsamtale.

- Du kan tale nok så pænt om din gamle arbejdsplads eller dine opgaver til en jobsamtale, men hvis du reelt ikke er kommet videre og har forliget dig med fyringen, så vil dit toneleje og kropssprog afsløre, at du ikke mener det. Du vil udsende negativ energi, hvilket gør dig utroværdig, og så får du ikke jobbet. Og taler du direkte negativt om din tidligere arbejdsplads og er fuld af vrede, får du heller ikke jobbet, siger Ricki Nielsen, der gennem sine kurser og rådgivning indtil videre har fået mere end 25 BF-medlemmer til at sende en mail til deres tidligere chef. - Ingen har fået et negativt svar tilbage, siger Ricki Nielsen, der understreger, at svaret dog ikke er det vigtige. Det er ens egen følelse af en god afslutning.

- Jeg har for eksempel mødt et medlem, hvor fronterne havde været trukket helt op mellem hende og chefen. Hun havde virkelig smækket med døren, og det var endt i en retssag om aftrædelsesvilkår. Men ved alligevel at sende en takkemail nogle måneder efter sagen, havde hun ikke længere en knude i maven, hver gang hun tænkte på sin tidligere arbejdsplads, men huskede også på de gode ting, og den sidste positive mail fra chefen, siger Ricki Nielsen.

- De svar, som jeg har set fra cheferne, er som oftest, at de er kede af den dårlige afslutning, men at »de var glade for det og det«, og at »det er pænt af dig at skrive«, og flere chefer tilbyder at være reference overfor fremtidige arbejdsgivere.

Bind en sløjfe på det svære

Specialkonsulenterne i BF Lone Rosendal og Ulla Thorborg er enige i, at det er godt at få bundet en sløjfe på en opsigelse, så man kan komme videre i sit arbejdsliv. Man kan binde den sløjfe på forskellige måder, mener Lone Rosendal. Hun tænker, at det for nogle kan være en god idé at skrive en takkemail til den tidligere chef. - For i alle stillinger og relationer har der været noget godt, som er værd at huske og tage med videre, siger hun.

- Det vigtigste er, at man ikke tager spøgelserne med sig videre, men får bearbejdet de frustrationer og spørgsmål, der kommer i kølvandet på en fyring. Stort set alle bliver ramt på selvværdet, når de bliver fyret. Hvorfor var det lige mig? Selvom der kan være gode grunde, der handler om besparelser, eller at en hel afdeling lukker ned. Og ofte får man ikke talt om den eksakte grund midt i kampens hede, så man kan have brug for en afslutning, siger Lone Rosendal. De to konsulenter møder ofte medlemmerne lige efter en fyring, når det gør allermest ondt og ofte i de sager, hvor der skal forhandles, og hvor forholdet til den tidligere arbejdsplads og chef er endt hårdt mod hårdt. Derfor er det vigtigt at vente med at skrive mailen, til man er klar. Lige efter en fyring er de fleste meget vrede eller kede af det.

- Vi har sager, hvor medlemmer reelt er blevet behandlet så dårligt, at jeg ikke tror, at de er i stand til at skrive et pænt brev til deres chef, siger Ulla Thorborg. Det kan eksempelvis være i forløb, der endte med en fyring efter en periode med stress, der ikke blev håndteret godt af ledelsen, så det førte til en lang sygemelding og opsigelse. Vi ser eksempler på sager, hvor små ting undervejs i et forløb kunne havde ændret det uheldige udfald, hvor vreden er forståelig. Vi ser heldigvis også, at det mange gange viser sig, at »fyringen var en god ting«, når det hele har lagt sig, og man ser klart igen, siger Ulla Thorborg.

Søg ikke job for hurtigt

Ricki Nielsen er enig i, at man skal være mentalt klar for at sende en takkemail, som han opfordrer til på sine jobsøgningskurser og i sin rådgivning. - Manges første reaktion er, at det ikke kan lade sig gøre. Det er det sidste, jeg gør, siger de. De føler sig så forurettede og dårligt behandlede, at de ikke kan se, at de kan skrive sådan en mail. Men det er netop pointen ved det. De dårlige følelser skal vendes, siger Ricki Nielsen, der erkender, at det kan være svært at se klart lige efter en fyring.

- Giv dig selv lov til at trække vejeret, før du går i gang. Man skal igennem flere stadier af en krise, og man skal være på den anden side af at være i sine følelsers vold. Hans erfaring er, at det tager tre til ni måneder, og faktisk skal man ikke søge et nyt job for hurtigt, mener han. - Det svarer til at gå på datingappen Tinder dagen efter, at din kæreste eller ægtefælle gennem mange år er gået fra dig, siger Ricki Nielsen, der også opfordrer folk, der selv har sagt op og er videre i et nyt spændende job til at sende deres tidligere arbejdsgiver en mail, fordi det giver en god afslutning, siger Ricki Nielsen.

I mailen kan du overveje at skrive:

• Hvad har du lært af personen?
• Hvad respekterer du personen for?
• Hvilke ting har fungeret godt mellem jer?
• Hvilke resultater har du skabt sammen med personen?
• Hvad er det bedste ved din tidligere chef?
• Hvad er det bedste ved din tidligere arbejdsplads?

Kilde: karriererådgiver Ricki Nielsen