Gå til sidens indhold

Tema: Vores stillinger er ikke opfundet endnu

Navn: Stine Jespersen 6. semester 26 år

Tekst: Sabrine Mønsted

Hvorfor valgte du at læse på INF?

- Jeg er uddannet multimediedesigner på Københavns Erhvervsakademi (KEA) og overvejede at studere Kommunikation og it, men valgte Informationsstudier, hvor der var frie pladser og fag, der relaterer sig til de emner. Jeg tænkte, at jeg kunne skifte over på et senere tidspunkt. Men studiet viste sig at have mange spændende fag, og jeg blev fascineret af den teoretiske tilgang, som jeg manglede fra tidligere. Jeg blev overrasket over, hvor enormt fed jeg synes kulturdelen er, og det teoretiske bliver gjort konkret, fordi man kan tage ud på kulturinstitutioner som museer eller biblioteker og se for eksempel deres formidlingsstrategi i praksis, og hvad der virker.

Er det kulturfagene, der interesserer dig mest?

- Jeg holdt mig i starten til kulturdelen, fordi der var flest fag relateret til kommunikation, men jeg er endt med at synes, at informationsdelen med informationssøgning og informationsdeling er utrolig spændende. Og faktisk er sammenfletningen af de to områder det mest interessante. Jeg skal eksempelvis skrive bachelorprojekt om informationsdeling, hvor jeg vil undersøge informationsdeling på de sociale medier hos generation Z (dem i starten af tyverne) udfra spørgsmålet; » er informationsdeling en social ting?«. De deler for eksempel rigtig meget information i lukkede fora og grupper, og jeg skal undersøge, hvad de deler, hvad der er udslagsgivende for, at de deler, og hvad det gør ved én, når nogle deler informationer med dig. På uddannelsen er information noget, der ikke er isoleret til for eksempel biblioteker, men har med os alle sammen at gøre. Desværre tror jeg, at uddannelsen i mange år har ligget lidt i skyggen af at have heddet en bibliotekaruddannelse. Jeg var selv ved at vælge den fra af den grund. Vi lavede en håndsoprækning første dag om, hvor mange der var her på grund af biblioteksdelen, og det var meget få. Men uddannelsen er mere relevant end nogensinde, og vi kigger jo stadig på biblioteker som cases på linje med andre kulturinstitutioner.

”Desværre tror jeg, at uddannelsen i mange år har ligget lidt i skyggen af at have heddet en bibliotekaruddannelse.”

Hvad er de vigtigste kompetencer, du får?

- Viden om organisationsprocesser – hvordan en organisation hænger sammen, og hvad de forskellige dele i en organisation eller virksomhed bidrager med. Vi hjalp for eksempel et bibliotek med at belyse, hvorfor de studerende ikke kendte til hylden med semesterbøger, og hvordan de kunne øge kendskabsgraden. Forståelsen for brugerne og for digital kultur og formidling er andre væsentlige kompetencer.

Er der noget, som du savner på studiet?

- Ja gerne flere obligatoriske værktøjskurser for eksempel i håndtering af data såsom datavisualisering eller værktøjer til at hive viden ud af data.

Gør du dig overvejelser om at være nyuddannet?

- Da vi startede på studiet, fik vi at vide, at vi skulle ud i stillinger, der endnu ikke var opfundet. Jeg prøver at sammensætte min uddannelse, så jeg er sikret et job, og har blandt andet søgt en kandidatuddannelse i digital design på ITU (It-Universitetet) udover INF’s egen kandidatuddannelse.