Gå til sidens indhold

BF i klimaalliance

Dele af fagbevægelsen er gået sammen med en række miljøorganisationer i klimaalliancen Broen til fremtiden. Sammen stiller organisationerne en række hovedkrav blandt andet om et CO2-neutralt Danmark og bindende delmål på klimaområdet. BF er med i alliancens styregruppe.

Tekst Anette Lerche

Klimaudfordringen skal være en del af dagsordenen på arbejdspladserne såvel som hos politikerne, og BF skal også være med til at skubbe på den grønne omstilling. Derfor er vi gået med i klimaalliancen Broen til Fremtiden, som er en stærk alliance, der samler aktører fra både fagbevægelse og miljø- og udviklingsorganisationer, siger Daniel Ackey, der er hovedbestyrelsesmedlem i Bibliotekarforbundet og medlem af alliancens styregruppe.

Blandt de aktive fagforeninger i Broen til fremtiden er Ingeniørforeningen IDA. Og formand Thomas Damkjær Petersen er stærkt optaget af den grønne dagsorden.

»Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Danmark udleder alt for meget CO2 i kraft af vores høje levestandard og forbrug. Men vores velstand giver os også mulighed for at gå forrest og bidrage til at gøre Danmark CO2-neutralt hurtigt – uden at vi forringer vilkårene for borgerne, sagde han i forbindelse med lanceringen af klimaalliancen den 3. maj 2019.

Alliancen skal presse på for handling alle vegne – også på arbejdspladserne - men retter dog det allerstørste ansvar i retning af politikerne med blandt andet tre fælles hovedkrav:

• Et CO2-neutralt Danmark i 2040. Der skal være bindende delmål hvert femte år.

• Bæredygtig trafik. Smartere, grønnere og billigere kollektiv trafik. Flere cykler og el-biler.

• Stop for nye olie- og gaslicenser i Nordsøen. Den fossile energi skal blive, hvor den er.

Hvor får tech-giganterne deres energi fra?

  Grøn energi Gas Kul Atomenergi
Switch 100% 0% 0% 0%
Apple 83% 4% 5% 5%
Facebook 67% 7% 15% 9%
Google 56% 14% 15% 10%
Microsoft 32% 23% 31% 10%
IBM 29% 29% 27% 15%
Samsung 11% 19% 29% 31%

Kilde: Greenpeaces Clicking Clean rapport, 2017

Voksende bevidsthed

Den nyopståede alliance appellerer til alle forbund, fagforeninger og ngo’er om at slutte sig til. Det er ambitionen, at medlemmerne løbende skal komme med konkrete opfordringer og forslag til at imødegå klimaudfordringen over for relevante beslutningstagere for at skubbe på for handling i stat, regioner, kommuner og på hver enkelt arbejdsplads rundt om i landet.

»Det er fantastisk opløftende, at sværvægtere i fagbevægelsen går sammen og toner rent flag, når det gælder vigtigheden af akut politisk handling for et grønnere Danmark. Vi tror på, at det her initiativ vil skubbe yderligere til den voksende bevidsthed i alle hjørner af landet om, at vi hver især kan gøre en forskel for at sikre gode, sunde leve-vilkår for fremtidige generationer, men at det største ansvar helt grundlæggende er politisk,« siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden.

Se mere på hjemmesiden Broentilfremtiden.dk

Så meget af energiforbruget kommer fra grøn energi

 

Video-streaming Musik Søgemaskiner Beskeder Sociale medier Blogs
YouTube 56 % iTunes 83 % Yahoo 74 % iMessage 83 % Instagram 67 % Tumblr 72 %
Vimeo 47 % Spotify 56 % Google 56 % WhatsApp 67 % Pinterest 17 % Blogger.com 56 %
Vevo 27 % SoundCloud 17 % Bing 32 % Skype 32 % LinkedIn 10 % WordPress 13 %
HBO 22 %   Nate 2 %   Twitter 10 %  
Netflix 17 %          

Broen til fremtiden består ved lanceringen den 3. maj 2019 af:

  • Bibliotekarforbundet
  • Dansk Magisterforening
  • Dansk Socialrådgiverforening
  • DJØF
  • FOA
  • Forbundet af Arkitekter og Designere
  • GL
  • Ingeniørforeningen, IDA
  • JA
  • Lægeforeningen
  • Prosa
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Det Økologiske Råd
  • Forskernes Klimanetværk
  • Greenpeace Danmark
  • Mellemfolkeligt Samvirke
  • NOAH