Gå til sidens indhold

Din motivation giver dig jobbet

Begejstringen gik begge veje, da Studerende på INF og arbejdsgivere mødtes til arrangementet Meet and Greet, hvor studievejlederne havde inviteret til en uformel snak over et glas vin om forventninger, kompetencer og kommende job.

Novo Nordisk på Meet and Greet.

Tekst Sabrine Mønsted

Roskilde Bibliotekerne, Allan Thomsen Volhøj, bibliotekar

Hvorfor er I her i dag?

- Vi vil gerne ansætte de bedste dimittender fra INF. Og vi er interesserede i at finde nogle, som vil skrive deres opgaver i samarbejde med os. Vi har for eksempel tidligere været med til at definere opgaver i et fag om innovation på første semester, hvor vi var casen. De studerende skulle finde på nye ideer til markedsføring af vores elektroniske ressourcer. Det var meget givende og spændende.

Hvilke kompetencer søger I hos de nyuddannede?

- Vi er et stort bibliotek, hvor der er mulighed for både at nørde og blive specialist, men vi har også brug for generalister, der for eksempel har et nyt syn på formidling og innovation. Jeg er imponeret over den måde, de studerende arbejder med innovation på og meget hurtigt kan føre projektet ud i livet. Der er ikke langt fra idé til handling for de nyuddannede.

-

Nykredit Bank Frederik Langebeck, Online Media and Communication

Hvad er dit råd til nyuddannede informationsspecialister?

- Du skal se din uddannelse som en adgangsbillet til at søge job, men ikke som det, der giver dig jobbet. Det er din motivation. Så det er en blanding af dine menneskelige egenskaber og dine erfaringer, du skal sælge dig selv på. Det handler ikke så meget om, hvilken uddannelse du har. Min stilling har for eksempel ændret sig meget undervejs, så jeg ser det som en fordel, at uddannelsen på INF er så alsidig. Du kan også arbejde med dine interessefelter ved siden af, når du er blevet ansat og opnå noget erfaring, så du kommer derhen, hvor du gerne vil. Grib de chancer der er. Der er også virksomheder, der aldrig har hørt om vores uddannelse. Så det er vigtigt, at I selv kan se, hvad I kan gøre for virksomhederne.

Er der blik for de kompetencer i Nykredit?

- Finanssektoren er generelt ved at få øjnene op for, hvor vigtigt samspillet mellem teknologi og mennesker er. Det er det, jeg har solgt min uddannelse på. Informationsspecialisten er ham eller hende, der kan se en sammenhæng mellem kunderne og forbrugerens behov og produktet, som virksomheden tilbyder. Hvis ikke de to ting spiller sammen, så lykkes virksomheden ikke. Det gælder både offentlige og private organisationer og virksomheder. Lige nu søger vi i Nykredit for eksempel én, der er god til at designe brugeroplevelser (user experience), excel og dataprofiler. Vi er allerede otte informationsspecialister ansat i Nykredit i afdelingen design og brugeroplevelser under digital marketing, og der er en bevidsthed om, at cand. scient.bibl.’er tilbyder brugervinklen, hvor for eksempel IT-Universitetet ikke prioriterer det så højt.

-

Velux Søren Bruhn Rasmusen, VISUALS, Digital Asset Manager

Hvad er det, du som cand.scient.bibl. bidrager med i en virksomhed som Velux, der producerer vinduer?

- Jeg bruger hovedsageligt den informationsvidenskabelige del af min uddannelse. Jeg katalogiserer, indekserer alt deres visuelle materiale og formidler, hvordan det kan bruges. Jeg har stor indflydelse på mit job, og har været rundt i virksomheden for at se, hvad der er brug for. Til salgsafdelingen har jeg for eksempel sat søgninger op på sociale medier, så jeg kan finde eksempler på kunder, der skriver om vores produkter. Det er ikke kompetencer, de havde i virksomheden før.

-

Novo Nordisk Sonia Støvring, Records Management, Records Manager

Hvad håber du at få ud af at deltage i Meet and Greet?

- Det er vigtig at have en kontakt til de studerende, både for at formidle hvad vi forventer af dem som arbejdsplads, men også for at få viden om de nye kompetencer som er i spil på uddannelsen.

Hvad søger I hos de nyuddannede?

- Udover den faglighed man får på INF, så er det et kvalitetsmindset. Dokument- og datahåndtering er virkelig vigtigt i medicinalbranchen. Det er rygraden. Så man skal være omhyggelig med sine opgaver, være analytisk og kunne sætte sig ind i nye opgaver og nyt stof samt være god til at formidle svært stof til brugerne. Vi understøtter hele virksomheden, og vi skal kunne oversætte og forklare de krav, der er til den dokumentation og den proces, vi står for, så alle medarbejdere forstår det.

Har du et godt råd til de studerende og nyuddannede?

- Søg ikke kun stillinger, hvor der står informationsspecialist i opslaget, men læs hvad det er for kompetencer, der efterspørges i forskellige stillinger. Jeg blev ansat som record manager, men min jobtitel er nu quality professional. Den stilling havde jeg ikke søgt som nyuddannet, men i stillingsopslaget kunne jeg genkende mine kompetencer.

-

Novo Nordisk Rikke Andreasen, Leder af GLIA (Global Information & Analysis)

Hvorfor er du med i dag?

- Det er vigtigt, at de studerende har os på radaren, at de ved, hvad vi laver og omvendt. Vi har også hvert år studerende, der laver opgaver i samarbejde med os.

Hvilke nyuddannede og studerende søger I?

- Det skal være nogle, der er stærke på klassifikation, indeksering og informationssøgning, men det handler også meget om, hvem folk er. Vi har ansat nyuddannede, der ellers mest havde beskæftiget sig med kultur, fordi de havde de rette personlige egenskaber.

Hvad er dine gode råd til nyuddannede og studerende?

- Vær opsøgende. Søg praktik, få et studiejob, skriv opgave om rigtige cases. Når du sætter det, som du lærer på skolebænken, sammen med virkeligheden, bliver det sjovt og udfordrende. Vær modig, når du søger. Vi har for nylig slået en stilling op, hvor vi bevidst ikke krævede 20 års erfaring, men jeg var overrasket over, hvor få der søgte den. Det kan godt være, du ikke opfylder alle arbejdsgiverens ønsker, men søg hvis du synes, det lyder spændende og kan opfylde tre af dem. Din motivation er en kæmpe del af det, så den kan opveje det, du mangler. Og hvis du ikke fik jobbet, så ring op for at få et par gode råd til næste gang eller brug BF og få sparring til at skrive en bedre ansøgning.

Hvordan kan man skille sig ud?

- Forhold dig til det, du skal lave i jobbet, også selv om du ikke har så meget erfaring. Måske har du været håndboldtræner eller siddet i kassen i Netto, og så skriv hvordan kan du bruge dine kompetencer i det her job. Hvis du kan reflektere over det, du har lært, og hvordan du kan bruge det på nye måde, så tænker jeg »Yes«, for så kan du lave mange andre refleksioner. Og vær ikke for teoretisk, slå på noget andet end alle de opgaver, du har skrevet.