Gå til sidens indhold

Synspunkt: Er Bibliotekarforbundet rummeligt nok?

Hvad ligger der i et navn? »Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, hvilket navn det end havde«. Måske blot en sukkersød frase fra et af Shakespeares mest berømte teaterstykker, men for mig også en passende ramme for hele diskussion om Bibliotekarforbundets navn.

Tekst Anders Didriksen

Vi må ikke forskanse os bag en titel, der ikke er længere er hverken rummelig eller fremtidssigtende nok. Vi kan ikke længere spejle os i en fælles »bibliotekar«-identitet, da vores roller og kompetencer breder sig udover det traditionelle bibliotek. Hvis vi gerne vil åbne døren for andre faggrupper og uddannelser, og invitere dem indenfor på lige fod med os nuværende medlemmer, bliver vi nødt til at se på navnet »Bibliotekarforbundet « og spørge os selv, om det rummer os alle, både her og nu, men i den grad også i fremtiden.

Jeg har gentagne gange hørt bibliotekarer sige, at de frygter at miste deres identitet som bibliotekar, hvis Bibliotekarforbundet skifter navn. Lad os slå én ting fast: identiteten som bibliotekaren skal ikke hænges op på et fagforeningsnavn. Jeg er ikke ude på at fjerne ordet bibliotekar eller bibliotek, når jeg taler for et navneskifte. Og desuden bør den identifikation ikke styres af fagforeningen, men af hvor man er ansat.

En anden anke mod et navneskifte har været, at begrebet »bibliotekar« er et virkelig godt brand. Det samme er informationsspecialist, records manager, knowledge manager, data asset manager og så videre. Et bibliotek kan også kaldes informationscenter, kulturhus, videnscenter og så videre. Vi er en branche, der fornyer os og ser muligheder i det nye, spændende og anderledes. Det ønsker jeg, at vores fagforenings navn afspejler.

Vi skal stadig kunne forene os i en stærk fagforening med en stærk faglig stemme, men bibliotekar er bare for statisk. Det udelukker mere, end det inviterer, og vi har brug for de nye faggrupper i vores fællesskab. Der skal pondus bag en stærk faglig stemme. Der vil i fremtiden blive uddannet færre bibliotekarer, og en del af disse søger mod det private arbejdsmarked eller ansættes i stillinger, hvor begreber som »bibliotek« eller »bibliotekar« ikke ligger lige for, men hvor deres kompetencer passer ind. Vil de føle sig hjemme i et »Bibliotekarforbund«? Er vi virkelig klar til at miste fremtidige medlemsgenerationer, fordi vi stædigt vil holde fast i, at »bibliotekar« skal stå enligt i vores navn?

Det er snart syv år siden, jeg sidst havde titlen bibliotekar. De arbejdsopgaver, jeg har haft i de syv år, der siden er gået, har dog klart været såkaldte klassiske bibliotekaropgaver. Jeg har været ansat i både den kommunale, statslige og private sektor, og jeg har aldrig mistet min identitet som bibliotekar, og jeg kommer aldrig til det. Men jeg ser det som både en stærk nødvendighed og et spørgsmål om, hvorvidt vi ønsker, at vores forbund skal overleve og være en stærk faglig stemme, at vi nu tager snakken om vores navn, så det ikke så meget afspejler én enkelt titel, men viser det brede felt, vi arbejder inden for.