Gå til sidens indhold

Synspunkt: Er det ikke på tide, at vi tager os selv alvorligt?

Kære kolleger på bibliotekerne. Er det ikke på tide, at vi viser omverdenen og i særdeleshed kommunalpolitikerne, hvad vi kan?

Sarah Elizabeth Hvidberg, bibliotekar

Tekst Sarah Elizabeth Hvidberg

I år løb Danmarks Biblioteksforenings Bibliotekspolitiske Topmøde af stablen i Esbjerg den 11. og 12. april. Et stort event i biblioteksverdenen, hvor biblioteksledere med flere mødes med kommunalpolitikere. En oplagt mulighed for at fremvise resultater af initiativer og projekter i bibliotekslandskabet.

Men i stedet for at gribe den chance for videndeling og selvpromovering, var programmet igen næsten fyldt ud af chefredaktører og mediepersonligheder. Ikke et ord om for eksempel Fang Fortællingen, fællesspisninger eller Faglitterær-festival – alt det, der skaber engagement i byer rundt omkring og fremmer læselyst, dannelse og integration.

Hvad kan jeg gøre ved det, tænker du måske?

Svaret er, at vi kan starte i det nære på vores egne biblioteker. Her kan vi begynde med at insistere på at skabe indhold selv. I stedet for at hyre dyre anmeldere til at fortælle om Årets bøger, så gør vi det selv. Vi gør det jo allerede nogle steder ofte under titlen Bogcafé og oftest gratis – også for brugerne, mens vi sælger billetter til de store arrangementer med de dyre oplægsholdere. Men hvorfor egentlig denne skelnen? Er vores eget skabte indhold mindre værd? Hvorfor ikke sælge billetter og slå vores viden stort op ved at behandle det som et »rigtigt« arrangement?

”For hvorfor er det, at vi, der lever og ånder for lånere og litteratur, ikke er dem, der står på scenen og formidler læseglæde?”

Vi kan også låne af hinanden. Er der for eksempel en sci-fientusiast ansat på ét bibliotek, som kan lide at formidle, kan vedkommende rejse rundt med sit oplæg på andre biblioteker. Og i stedet for at betale hinanden, kan vi bytte medarbejdere for en dag. Det ene bibliotek får et oplæg om arbejderlitteratur i bytte for et oplæg om engelske bestsellere og så videre. På den måde kan arbejde genanvendes, motivationen styrkes og det sprænger ingen budgetter.

For hvorfor er det, at vi, der lever og ånder for lånere og litteratur, ikke er dem, der står på scenen og formidler læseglæde? Det starter måske – som i dette debatindlæg – med, at vi tager vores faglighed alvorligt og erkender, at det vi kan, nemlig at guide læsere til bøgerne, er vigtigt og særligt.

Vi kan starte lokalt, men vi skal også arbejde for en ændret dagsorden på højere niveau. For eksempel på bibliotekernes stand på Bogforum. Her burde vi sætte alle sejl til og insistere på at fremvise noget af alt det, vi kan og skifte Adrian Hughes ud med poesibanko eller guidet fælleslæsning. Eller hvad med, at en bibliotekar interviewer en spændende forfatter og lader samtalen kredse om personens læsevaner og –oplevelser i stedet for biografi? Vi skal inspirere fra scenen og showcase vores evne til at åbne litteratur for potentielle læsere.

Vi skal også hylde den gode formidling internt, og derfor er det et meget vigtigt skridt, at vi har fået Blixenprisen for formidling. Vigtigst af alt, hvis vi virkelig skal blive synlige og sikre bibliotekerne en rolle fremover som mere og andet end forsamlingshuse, skal vi næste år se et program for det Bibliotekspolitiske Topmøde, hvor bibliotekschefer, projektledere og bibliotekarer er inviterede op på scenen for at fortælle om noget af alt det, der arbejdes med i hele landet.

I stedet for at høre Flemming Møldrup filosofere over litteraturformidling, skal vores kommunalpolitikere og biblioteksledere møde en engageret, sej litteraturformidler fra et bibliotek.

Lad os indtage scenerne – store som små – lokalt og nationalt. Det er faktisk bare at komme i gang.