Gå til sidens indhold

Kære Mette

Mette Kjær Ovesen, bibliotekar på Arbejdermuseet, cand.scient.bibl., 2011

Du står på tærsklen til et nyt kapitel i dit liv, hvor du skal prøve kræfter med alt det, du har tilegnet dig gennem dit studie. Du er lidt urolig over udsigten til at skulle lukkes ud af “kravlegården”, men samtidig er du spændt og glæder dig enormt. Det har du al god grund til, skal det vise sig. Igennem dit studie har du valgt fag og studiejobs ud fra den mavefornemmelse, at det skal føles godt.

Du tænkte vist, at det ikke altid var de mest smarte og karrierefremmende valg, du tog, men du vil erfare, at du har fået lagt kimen til et spændende arbejdsliv. Selvom det indimellem er sværere at vælge det, der føles bedst, og du nogle gange må gå på kompromis, og andre gange vil komme i udfordringer, som også giver dig modstand, så bliver du bekræftet i, at du med din uddannelse har et solidt fagligt fundament både at stå og bygge videre på.

Du vil i høj grad komme til at forme de stillinger, du får, og du vil finde ud af, at mulighederne er mange. Selvom du føler, at det er folkebibliotekerne, der er dit kald, så vil du sande, at fagbibliotekerne åbner nye veje og bringer dig spændende steder hen. Her er det særligt arbejderbevægelsens historie, som vil blive din store passion. Det mærker du allerede, for et af dine studiejobs har netop været ved Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, hvor du år senere vil blive ansat. Da du i sin tid var så heldig at få netop det studiejob, havde du flere kort på hånden og også muligheden for at komme på både et forlag og ud i et folkebibliotek. Da du skulle vælge, var du meget i tvivl, for dine mål var rettet mod folkebiblioteket og skønlitteraturen, og det var her, du så dine faglige kompetencer komme bedst i spil.

På papiret var de jobs, der kvalificerede dig bedst til den vej, men heldigvis valgte du, hvad der vakte din største interesse. Du vil senere sande, at det er en fordel og styrke, at du har en sammensat arbejdsprofil. Hvis jeg skal give dig et råd, er det derfor, at du skal hvile i din faglighed og blive ved med at lytte til din mavefornemmelse. Selvom du ikke kommer til at starte i drømmejobbet, så ender du der hurtigere end ventet.