Gå til sidens indhold

Kære Mikael

Mikael K. Elbæk, Seniorkonsulent Devoteam, Cand.scient.bibl., 2007

Tillykke med din nye titel – cand.scient.bibl. – eller bare bibliotekar. Jeg ved, at du tumler med lidt usikkerhed omkring, hvad du rent faktisk kan og specielt ikke kan. Du skal vide, at din titel er mere end kompetencer. Titlen bibliotekar kommer du faktisk til at holde mere og mere af – for det viser sig, at langt de fleste, du møder på din karrierevej, har positive associationer til titlen – en bibliotekar er ordentlig, er tillidsvækkende, er systematisk og har et særligt brugerfokus. Faktisk er titlen lidt af en døråbner til spændende opgaver inden for data governance og data management i den private og offentlige sektor. Mange virksomheder har fundet ud af, at teknologi ikke løser udfordringerne med dårlig datakvalitet alene. Så glem alt om at bibliotekartitlen ikke har nogen relevans længere.

Og kompetencerne – ja så er den rejse først lige startet. Nu, da du har tiden, vil jeg råde dig til at sætte dig til at få nogle grundlæggende programmeringskompetencer, så du kan manipulere med data direkte – det er en kraftfuld kompetence, som du vil få stor glæde af. Brug tiden til at knække nøden, det tager tid, men når først du har knækket koden, vil du få en åbenbaring. Det næste, jeg vil sige til dig, er, at alle dine idéer ikke bliver til noget, med mindre du investerer din tid og kræfter i det. Det hjælper ikke blot at tale om idéerne. Der skal eksekveres. Gå nu hele vejen med den idé til et socialt netværk for virksomheder, du og din specialemakker udviklede i forbindelse med jeres speciale. I dag snakker vi stadigvæk om, at det var en fed idé over en øl – men det forblev en idé.

Til slut, tag chancerne mens du endnu ikke har fået fast ejendom og en familie.