Gå til sidens indhold

Interview: Ord er som møbler, der kan flyttes rundt og ses fra flere vinkler

Sangerinden Katinka Buchwald Bjerregaard samler på smukke og grimme ord. For hendes tekster skal kunne mærkes, og alle følelser er velkomne - også de grimme – som vrede, hævntørst og liderlighed. For vi er det hele, siger Katinka, der opfordrer unge til at favne sig selv, være ærlige og droppe den polerede udgave på Instagram.

- Jeg har lige siddet i juryen til en konkurrence under Spil dansk, hvor jeg skulle læse 450 tekster om frihed i anledning af 75 året for Danmarks befrielse næste år. De gode tekster er dem, der får mig til at tænke over, hvad frihed er i stedet for at fortælle mig det.

Tekst Sabrine Mønsted

Katinka kan lide ord – og ordets magt. - Ord kan flytte rundt på ting i vores hoved og skubbe os fra én side til en anden. Gode tekster får os til at tænke og sanse, siger Katinka. Og det er det, hun kan og ønsker med sine finurlige og kringlede sangtekster.

- Jeg ville hade, hvis mine sange røg ind ad det ene øre og ud af det andet. Jeg vil gerne have, at folk stopper op og sanser – ikke noget bestemt – for der er ikke rigtige eller forkerte følelser. De skal ikke mærke en eller anden smerte, jeg har. For guds skyld ikke. De skal mærke noget i dem selv. Måske følelser de ellers er bange for at dvæle ved – misundelse, vemod, aggressivitet, liderlighed eller hævngerrighed, siger hun. Og Katinkas tekster kan mærkes. »På mange måder er Katinka ikke et lykkeligt bekendtskab«, skrev Politikens musikredaktør for eksempel om debutalbummet Vi er ikke kønne nok til at danse i 2017 med henvisning til teksternes tungsind, men gav (måske netop derfor) albummet fem ud af seks hjerter og kaldte bandet »en af de mest unikke, nye danske stemmer«. I 2017 blev Katinka nomineret som Årets Sangskriver ved Danish Music Award, og en anmelder på dagbladet Information sammenlignede hende med et af hendes egne musikalske forbilleder Kim Larsen, da det andet album Vokseværk udkom i 2018. »Med albummet Vokseværk har Katinka gjort sit for at springe køen til nationalskjaldstronen over, så hun står helt forrest«.

»Jeg har valgt nu at kæmme dig ud af mit hår/Jeg ka' se dine ben, men jeg ved ikk', hvor du står/Du si'r, du intet ka' føle, mens du ta'r på mit lår/ Du er et ansigt på en skærm« 

Fra teksten: Vi er ikke kønne nok til at danse, 2017

Perspektiv møder sangerinden i hende og kærestens loftslejlighed i hjertet af Vesterbro i København til et interview om inspiration, identitet og om at være ung i en tid, hvor sociale medier er vores ansigt udadtil. For Katinka vil gerne gøre op med det polerede og går selv forrest. Hun mener, vi har behov for noget at spejle os i som hele mennesker, og det spejl er litteraturen, poesien og musikken. De ord, som lander i Katinkas sangtekster og digte, indsamler hun løbende og gemmer – som var de kostbare frimærker – i rækker af dagbøger. Side om side med noter om, hvad der er sket i dagens løb, står digte og massevis af smukke og grimme ord. Klar til at blive brugt.

- Jeg har ligesom et arsenal af ord. Og leger med hvor mange billeder, jeg kan få ud af hvert ord. Ord er som møbler, du kan flytte rundt på og sætte sammen på nye måder. Jeg øver mig i at se på dem, som var det første gang og overvejer: »Hvordan kan du ellers bruges?«, »Hvordan ser du ud bagfra, eller hvis jeg vender dig på hovedet?«, siger Katinka, mens hun balancerer med begge ben oppe på en barstol i lejlighedens lille køkken på trods af den gravide mave med tvillinger. Men hvad er det for ord, der er værdige til dagbogen?

- De smukke ord er lange og fyldige, siger hun. - »Æggeskaller« for eksempel det har en lyd i sig eller »jordslået«, det kan du ligefrem lugte eller »nikotin«. Ord, du kan smage eller føle, så snart du siger dem. Eller ord, der sender tankerne i flere retninger som »halsedisse« eller »sovsekulør«. Og ord, du kan forme til nye billeder som for eksempel »sejler du stadig på bølgepap?« fra en af mine tidligere tekster, siger Katinka, der holder lige så meget af grimme ord. De smager ifølge hende klinisk og er for eksempel: »abortere«, »insulin«, »pis« eller »tarme«.

- Jeg kan godt lide at skrive noget, der smager grimt, fordi det får folk til at stoppe op, blive irriterede, provokerede og måske tænke: »det var da ikke særligt poetisk«, eller studse fordi ordene er brugt på en ny måde. Hvis ordene ikke kan mærkes, duer de til gengæld ikke. - Jeg kan ikke lide ord, der bliver én til én, og kommer som et facit som ordet »fællesskab« eller »solidaritet«. Vis mig i stedet hvad det er, hvordan ser det ud? Hvordan føles det? Derfor kan jeg heller ikke lide politiske taler, hvor budskabet bliver »for sagt«. Det giver mig ikke lyst til at lytte, hvis nogen fortæller mig, hvordan jeg skal tolke ordene, siger Katinka.

"Jeg vil hellere tænke over det, jeg siger, end hvordan jeg ser ud".

- Vi skal ikke have facit, vi skal tænke selv. I folkeskolen, når vi lavede litteraturanalyse, havde lærerne »det rigtige svar«, men det er jo latterligt. Det er jo helt individuelt, hvad ord, litteratur og digte siger os og betyder for os, siger Katinka, der selv har undervist i litteratur på Krogerup Højskole, og et af hendes budskaber var, at der ikke er en rigtig måde at forstå et digt på.

- Jeg ved ikke hvorfor, det er blevet til, at digte kun er for nogle. Selvfølgelig er der digte, som kræver lidt ekstra tid og koncentration at analysere, men et digt kan enten sige dig noget eller ej. Hvis det ikke siger dig noget, så er det ikke fordi, du ikke forstår det. Selv læser Katinka litteratur eller poesi hver dag (ellers har det ikke været en god dag). Faktisk skovler hun det ind. Bibliotekar og podcaster Mia Ben-Ami kalder sangerinden for det mest litterære menneske, hun har interviewet. »Hun spiser bøger til morgenmad«, siger hun. Og det nikker Katinka til. Og er hun i bekneb for tid, så bliver morgenmaden et digt, som hun så tygger på resten af dagen. Katinka læser for at forstå verden og sig selv og sammenligner bøger med samtaler med gode venner, som gør hende klogere. Vennerne tæller alt fra Johannes V. Jensen til den nutidige østeuropæiske forfatter Herta Müller og emnerne spænder fra krigshistorie til science fiction. Og som venner er bøgerne også tryghed.

- Da jeg rejste på højskole, havde jeg ti bøger med, som jeg havde læst flere gange, men de gav mig en følelse af tryghed, siger hun. Og for en, der altid har ædt bøger, var biblioteket et trygt og oplagt sted at fouragere som barn. - Jeg kom på Christianshavns Bibliotek, hvor bibliotekarerne søgte efter de bøger, mine brødre havde talt om, eller fandt noget der lignede, når jeg stod med tårer i øjnene, fordi jeg havde læst en serie til ende, siger Katinka, der især var tiltrukket af den ene hylde med bøger, hvor pigerne var helte og overskred grænserne for, hvordan piger skal opføre sig. Dem, der måtte kæmpe. For hendes egen skolegang kalder hun en fiasko, fordi der ikke var plads til at falde uden for kasserne, og det gjorde hun.

"Du har lov til at være, som du er. Udvid din kasse, giv dig selv plads".

- Jeg var en vild pige og passede ikke ind. Ligesom de stille drenge heller ikke gjorde. Hvad kunne være gjort bedre for dig og andre, der ikke passede ned i kasserne? - Man skulle have set det, jeg kunne, i stedet for alt det jeg ikke kunne. Hvad kunne du? - Jeg kunne sluge en bog på fem minutter, jeg græd til digte af Adam Oehlenschläger, og jeg kunne alle rim og remser udenad. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at min dansklærer sagde til mig. »Du er altså god til det der med at skrive, det ved du godt ikke?«. Øhh nej, det vidste jeg så ikke, siger Katinka, der siden skoletiden har kæmpet for, at det er godt nok at være præcis den, hun er.

- Jeg har brugt mange år på at udvide den lille kasse, jeg fik tildelt, siger hun og former sine fingerspidser til en firkant på størrelse med en terning. Så det faldt hende ikke naturligt at stå på en scene og være i fokus. Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at de mange ord og digte i dagbøgerne blev til musik. En veninde læste hendes tekster og havde en ven, der producerede musik og hjemme i hans stue opstod bandet Katinka, der tæller de fire medlemmer Katinka Buchwald Bjerregaard, Simon Ask, Tobias Pedersen og Marie Hageltorn.

- Jeg kan godt lide idéen om, at livet består af den slags tilfældigheder, siger Katinka, der tilfældigt eller ej er præcis det sted, hun gerne vil være og endelig har taget den plads, hun har brug for. Også fysisk. Det er så vildt at have 100 kvadratmeter midt i København, som hun siger, så selv om de snart bliver fire i lejligheden, så bliver de på sjette sal (uden elevator). Derfor er hendes råd til andre unge også: Du har lov til at være, som du er. Udvid din kasse og giv dig selv plads og, tilføjer hun, giv dig selv lov til at bolle med en masse frøer undervejs. Katinka har også fået ros for at være sig selv og vise det hele billede. På scenen, på Instagram og Facebook. At sætte kvindeidealet fri, som når hun tager sig i skridtet, står med spredte ben og en øl i hånden og ikke går op i rette vinkler på fotos og ærligt beskriver for eksempel sine møder med kærligheden.

Du har løjet dig ind i min seng/Du mente ikke, jeg ku' køre alene hjem/Jeg' nok ret nem/Du fylder mine lunger op med røg/Du flyder rundt om mig som alkohol/Går du aldrig kold?

Fra teksten: Lykkelige løgne, 2017

- Jeg vil hellere tænke over det, jeg siger, end hvordan jeg ser ud. Jeg kan da godt lide at føle mig kvindelig og klæde mig pænt på, men jeg har ikke noget imod at gå i Netto med hængepatter. Pointen er, at vi er det hele, og at der skal være plads til det hele, siger Katinka, der slet ikke kan forholde sig til den forventning, der er om, at især kvindelige musikere skal være pæne og et kropsligt og moderigtigt forbillede. På de sociale medier (som lidt er noget, der skal overstås), er hun og bandet meget bevidste om, at vise det menneskelige på godt og ondt. De vil ikke puste til heltedyrkelsen af musikere med en aura af mystik og glamour.

- De fleste mennesker skaber en illusion på de sociale medier, som alligevel brister på et tidspunkt. Så hellere være ærlig, siger Katinka. Og turde være sårbar kunne man tilføje. - For os går det at spille musik to veje. Vi satser noget hver gang, vi går på scenen, og vi siger ærligt til publikum: »Vi er ingenting uden jer«. Hvis publikum ikke føler eller sanser noget, så er det jo lige meget, siger Katinka. Vi er tilbage ved, at ordene skal kunne mærkes.

PERSPEKTIV BAD KATINKA OM AT ASSOCIERE …

Ord " Hobby

Bøger " Verden

Digte " Følsom

Nysgerrig -> Ord

Demokrati -> Kringlet

Google -> Uromantisk

At være ung -> Rodet

Instagram -> Uforståeligt

Facebook -> Forvirrende

Dannelse -> Højskole

Fake News -> Skræmmende

Aviser -> Hjemligt

Kulturpolitik -> Larmende

At være studerende -> Fiasko

Bibliotek -> Trygt

Bibliotekar -> Hjælpsom

Informationsstrøm -> Druknende