Gå til sidens indhold

Nyt job: Perfekt mix af bibliometri og litteratursøgning

Om jobbet som informationsspecialist

Navn: Siri Falkenstrøm

Stilling: Informationsspecialist på Københavns Professionshøjskole fra 1. marts 2019

Uddannelse: Bibliotekar DB i 2000 og cand.scient.bibl. i 2011

Tidligere: Informationsspecialist på Københavns Universitet, bibliotekar på Kvinfo og uddannelsesbibliotekar på N. Zahles Seminarium .

Alder: 43 år

Tekst Sabrine Mønsted

Hvorfor søgte du jobbet på Københavns Professionshøjskole?

- Stillingsopslaget fangede mig. De søgte én med erfaring i forskningsregistrering og bibliometri, men også en der kunne lave systematisk litteratursøgning og forskerservice. Det var en god kombination af de ansvarsområder, jeg tidligere har arbejdet med; forskningsregistrering og bibliometri på Københavns Universitet (KU) og med litteratursøgning, research og formidling på Kvinfos bibliotek. Desuden havde jeg hørt, at det var en god arbejdsplads, og det tæller også.

Hvad er dine opgaver?

- Jeg er en del af forskningsserviceteamet, der supporterer undervisere og forskere. Opgaverne spænder fra undervisning i litteratursøgning og hjælp til forskningsregistrering til gode råd om ophavsret og publicering. Jeg har også to ugentlige biblioteksvagter, hvor jeg hjælper både studerende og ansatte med alle mulige spørgsmål fra en søgestrategi, referencehåndtering til at finde en bog. Det er dejligt at være tilbage i et miljø med fysiske bøger, som bliver brugt flittigt og at have kontakt til brugerne. På KU var ressourcerne mest elektroniske.

Hvorfor har forskerne brug for vejledning i publicering?

- Det handler om at sikre, at forskerne udgiver deres artikler i de mest relevante tidsskrifter, der er fagligt anerkendte, og hvor der for eksempel også er mulighed for Open Access. Udover at indkredse relevante tidskrifter, tilbyder vi for eksempel hjælp til at undgå predatory forlag og tidsskrifter. Der er rigtig mange publiceringsmuligheder i dag og såkaldte predatory journals er et stigende problem. Predatory journals er tidsskrifter uden peer-review, der udgiver sig for at være noget, de ikke er. De ligner ofte anerkendte tidsskrifter til forveksling og snyder forskere, der sender deres artikler ind i den tro, at de har sendt artiklen til et lødigt tidsskrift. Når fejlen bliver opdaget, opkræver tidsskrifterne ofte løsepenge, hvis man ønsker sin artiklen frigivet til publicering i det rigtige tidsskrift.

Hvordan får I overblik over tidsskrifterne?

- Vi følger løbende med på nettet, sætter os ind i fagdomænerne, slår op i databaser og så videre.

Har du skullet lære nye ting i jobbet?

- Jeg har skullet sætte mig ind i et nyt fagområde, da jeg ikke før har arbejdet med det sundhedsfaglige.

Arbejder du sammen med fagfæller?

- Vi er tyve bibliotekarer ansat på Københavns Professionshøjskole placeret på 3 adresser og med fem betjeningssteder. I mit team, forskningsservice, er vi fem bibliotekarer.

Hvornår har det været en god dag for dig?

- De fleste dage er gode. Det er rart at mærke, at man gør en forskel og får løst problemer. Såsom at få sat en studerende i gang med en opgave med en god søgestrategi eller være med i et forskningsprojekt, der bliver bedre af god litteratursøgning.