Gå til sidens indhold

Styr på indkøb og stamdata

Anya Jensen er bibliotekar i Lagkagehuset og hendes opgaver deler sig i to spor. Det ene er at holde styr på indkøb i alle 60 butikker i Danmark og nu også i London. Det andet er at holde styr på stamdataene i systemet.

Navn: Anya Jensen
Stilling: Master Data Specialist
Arbejdsplads: Lagkagehuset
Uddannet: Bibliotekar DB i 2003

- Alt, hvad de bestiller i de enkelte butikker - fra kaffe til salat - kommer ind i systemet, som jeg så kører sammen med bekræftelsen fra leverandøren på, hvad der bliver leveret og faktureret. Derudover holder jeg styr på stamdataene i systemet. Jeg sikrer, at alle data i systemet er korrekte, så de data, der bliver trukket ud, svarer til virkeligheden. Min chef, der er produktcontroller, kan så trække data fra systemet og bruge dem på alle andre områder som logistik, råvarepriser og beregning af, hvad produkterne skal koste.

Og der er aldrig noget, der sker gnidningsfrit i sådan et system, hvor det er mennesker, der bestiller og leverer varer, og hvor priserne på eksempelvis nødder, frugt og chokolade svinger meget. Derfor er der hele tiden ting i systemet, der skal tjekkes og rettes.

Til jobsamtalen anede Anya Jensen ikke, at det var hos Lagkagehuset, hun havde søgt job. Hun havde søgt en stilling som Master Data Specialist gennem et rekrutteringsbureau, fordi hun kunne genkende sine kompetencer i stillingen.

- Først efter en time fik jeg at vide, at det var hos Lagkagehuset. Til min anden samtale spurgte Lagkagehusets direktør, hvorfor det var en bibliotekar, de skulle ansætte? Mit svar var, at systemer, databaser og dialogen mellem it-udviklere, medarbejdere og leverandører netop er det, vi kan, siger Anya Jensen, der tidligere har arbejdet med ERP-systemer i Center for Døve og med indkøb og logistik hos Carl Jensen, der sælger bogbindermaterialer.

Læs hele artiklen om Anya Jensen i Perspektiv nr. 7, 2017.