Gå til sidens indhold

Nordens bibliotek fylder 50 år

Kulturudveksling og biblioteksarbejde er som en del af Nordens Hus med til at fastholde det stærke nordiske fællesskab. I år fylder biblioteket i Nordens Hus i Reykjavik 50 år. Foto: Nordens hus.

Når de islandske skolebørn skal lære om det nordiske fællesskab, er et besøg på biblioteket i Nordens Hus obligatorisk. I det hele taget har biblioteket mange aktiviteter for børn og børnefamilier.

Tekst Anette Lerche

Biblioteket i Nordens Hus fyldte 50 år den 12. august. Biblioteket er ejet af Nordisk Ministerråd.

- Vi er som en litteraturambassade og vi skal tilbyde litteratur fra alle de nordiske lande, dog ikke islandske værker, fordi vi har til huse i Island. Der er også bogsamlinger i de øvrige nordiske huse efter tilsvarende princip, men vi er det eneste kulturhus med et egentligt bibliotek, siger overbibliotekar Erling Kjærbo. Samlingen i Reykjavik omfatter værker på syv sprog: dansk, norsk, svensk, finsk, færøsk, samisk og grønlandsk og består udelukkende af litteratur af nordiske forfattere.

Biblioteket har desuden et Artotek med cirka 600 nordiske grafiske kunstværker, der lånes ud for en periode af tre måneder, og et børnebibliotek med blandt andet historieoplæsning på de nordiske sprog. På biblioteket er ansat en dansk, en færøsk, og to islandske bibliotekarer, samt en dansk og en islandsk bibliotekarassistent og en norsk praktikant. Personalet er ansat for en fireårig periode. Herefter kommer der nye medarbejdere for at sikre en konstant kulturudveksling.

Bæredygtige lånerkort

I forbindelse med fejringen af 50-årsdagen lancerede biblioteket lånerkort i træ.

- De koster lidt mere end plastikkort, men de er til gengæld bæredygtige, siger overbibliotekar Erling Kjærbo. Hans håb er, at de øvrige islandske biblioteker tager ideen til sig.

- På Island har man ét lånerkort til alle biblioteker, der bruger det samme bibliotekssystem. Men det koster 100 danske kroner om året pr. bibliotek, man er tilknyttet låner hos. Dog er skolebiblioteker gratis.

I forbindelse med jubilæet uddelte Nordens Hus gratis lånerkort til biblioteket for et år.