Gå til sidens indhold

Nyt job: Det er dejligt at få ansvar og opgaver

Jeg har altid været meget glad for at have vagter i udlånet, fordi jeg synes, den personlige formidling er meget vigtig, men mange steder er holdningen, at udlånsvagterne ikke er så prestigefyldte, og det ærgrede mig.

Navn: Christina Ruskjær

Stilling: Voksenbibliotekar på Morsø Folkebibliotek pr. 1. august

Tidligere: Vikar på Aarhus Bibliotekerne og Frederikshavn Bibliotek

Uddannelse: Folkeskolelærer i 2011 og cand.scient.bibl. i 2016

Alder: 32 år

Du har haft flere vikariater, før du fik en fast stilling i Morsø. Hvordan har du oplevet tiden med vikariater?

- Man kan godt føle sig fanget i vikarverdenen. Jeg var vikar i Aarhus i otte måneder, og efterfølgende havde jeg to vikariater i Frederikshavn. I alt var jeg vikar i halvandet år, hvor jeg oplevede, at det godt kunne være svært at have et meningsfyldt arbejde. Når jeg ikke havde vagter i udlånet, manglede jeg at være en del af de projekter, som kollegerne havde gang i. Og når man ikke har faste ansvarsområder, er det svært at opfinde sine egne projekter. Her kunne jeg godt tænke mig, at man prioriterer at give sine vikarer mere klare opgaver, for som vikar vil man jo gerne gøre nytte i hele sin arbejdstid.

Fik det dig til at overveje, om du havde valgt den rigtige uddannelse?

- Jeg er jo oprindeligt uddannet lærer, men fordi jeg interesserer mig meget for bøger, litteratur og it, valgte jeg at tage en overbygning som cand.scient.bibl, hvilket var en rigtig god kombination af mine interesseområder. Men da jeg var færdiguddannet, kunne jeg godt blive ramt af en følelse af, at det var lidt spild, at jeg havde taget den overbygning. Jeg har altid været meget glad for at have vagter i udlånet, fordi jeg synes, den personlige formidling er meget vigtig, men mange steder er holdningen, at udlånsvagterne ikke er så prestigefyldte, og det ærgrede mig.

Man siger, at vikariater er en god måde at få erfaring på. Er du enig?

- Det betyder jo, at du får konkret erfaring, som du kan bruge i din jobsøgning. Du får også anbefalinger med fra de steder, hvor du har været vikar, og ikke mindst kender du jo de systemer, man bruger på bibliotekerne. Da jeg blev ansat her i Morsø, vægtede de netop højt, at jeg i forvejen taler det sprog, man taler på et bibliotek, at jeg har erfaring med den daglige formidling, og at jeg kender systemerne. Så ja, det er en klar fordel.

Hvad betyder det, at du har læreruddannelsen med i bagagen?

- Jeg skal arbejde som voksenbibliotekar i Morsø, og jeg skal blandt andet også undervise gymnasieelever i informationssøgning, så det har også været en fordel i min jobsøgning. Desuden har jeg erfaring med netop undervisning i informationssøgning fra min tid som vikar i Frederikshavn, og det er en fordel, at jeg kan bruge min viden fra min uddannelse som lærer.

Hvordan har du oplevet de første dage på jobbet?

- Det har været spændende, og der er en god stemning. Jeg har allerede haft de første vagter, og selvom jeg jo har noget erfaring, så er der stadig meget, jeg skal sætte mig ind i.