Gå til sidens indhold
29. august 2019 Af Sabrine Mønsted

Helsinki er Public Library of the Year 2019

Oodi Biblioteket i Finlands hovedstad Helsinki er kåret til årets nybyggede folkebibliotek på IFLA’s årlige konference i Athen. Borgerne har været inddraget, og bygningen er klassificeret som en »næsten nul-energi bygning«.

Biblioteket Oodi ligner et stort, bølgende træskib placeret midt på Helsinkis torv med udsigt til det finske parlament. Den øverste fordybelsesetage er indrettet med levende træer og bibliotekets 100.000 bøger. Foto Kuvio

Den internationale jury har i sit valg lagt vægt på det arbejde, der ligger bag tilblivelsen af Oodi Library, der er baseret på borgerinvolvering og eksperimenter i alle designfaser. 

- Man er endt med et fantastisk levende mødested med progressive teknologiske løsninger. Oodi er samlingspunkt for alle borgere, som vil lære, leve, arbejde og socialisere i indbydende og funktionelle omgivelser, siger Jan Richards, juryformand og formand for folkebiblioteker i IFLA.

Oodi åbnede 5. december 2018, og de første fire måneder havde det en million besøgende. Siden åbningen er der afholdt mere end 700 offentlige arrangementer.

»Vi arbejder for, at dette skal være folkets bibliotek, hvor borgerne får ejerskab og selv er med til at skabe aktiviteterne herinde«, fortæller Oodis direktør Anna-Maria Soininvaara.

16 nybyggede folkebiblioteker verden over har været med i ansøgningsfeltet til Public Library of the Year prisen. Ansøgere til prisen vurderes blandt andet udfra arkitektur, samspil med omgivelserne, fleksibilitet i anvendelsen, bæredygtighed, læringsrum og anvendelse af ny teknologi.

Biblioteket fik 28. august overrakt prisen Public Library of the Year 2019, der uddeles hvert år af den internationale biblioteksforening (IFLA) og softwarevirksomheden Systematic. Med prisen følger 5.000 dollars.

Læs mere om prisen Public Library of the Year