Gå til sidens indhold
05. juli 2019 Af Anette Lerche

Odense satser på tidlig sprogstimulering

Odense Kommune arbejder strategisk med tidlig sprogstimulering.  Siden 2007 er der åbnet 46 børnehavebiblioteker - såkaldte kængurubiblioteker.

Rådmand Jane Jegind læser højt for børnene i Børnehuset H.C. Ørsted i forbindelse med åbningen af de nyeste to kængurubiblioteker. Foto: Odense Kommune

- Vi ved, at den tidlige sprogindsats er vigtig. Undersøgelser viser, at børn kan være op til to år bagud i deres sprogudvikling, når de starter i skolen, og det har betydning for deres faglige udbytte, trivsel og udvikling. Og selvom det aldrig er for sent at styrke sproget, så viser alle undersøgelser, at det er i dagtilbudsalderen, at det fundamentale skal på plads. Det siger Carina Boiskov Sejer, der er sprogkonsulent i Odense Kommune.

Med den viden giver det god mening at arbejde med tidlig sprogstimulering, og derfor har Odense Kommune som en del af det generelle sprogarbejde åbnet 46 såkaldte kængurubiblioteker siden 2007. Kængurubiblioteker er små biblioteker, der åbner i dagtilbuddet, hvor børn og forældre kan låne materialerne med hjem. De sidste tyve kængurubiblioteker er kommet til, fordi kommunen har afsat en pulje på 1,2 millioner kroner.

- De seneste tyve børnehuse er udvalgte ud fra socioøkonomiske opgørelser og altså placeret i udsatte områder. Det handler om at knække den læringsulighed, vi ved findes og give børnene og deres forældre mulighed for at læse og tale sammen – også på modersmålet, siger Carina Boiskov Sejer.

- Der er forældre, der gerne vil læse for deres børn, men som ikke kommer afsted på biblioteket. At billedbøgerne er tilgængelige i børnehuset, hvor de alligevel kommer, giver dem en meget lettere adgang. Samtidig kan pædagogerne give dem tips til, hvordan de kan have samtaler med børnene om det, de læser.

Øget bevidsthed

Søren Dahl, der er projektleder og ansat ved Odense Bibliotekerne, fortæller, at man parallelt med etableringen af kængurubibliotekerne også har lavet undervisningsforløb for pædagogerne i dialogisk læsning og temadage i samarbejde med forvaltningen om eksempelvis sorg og krise med tilhørende litteraturlister.

- Vi har med den seneste pulje på 1,2 millioner kroner købt materialer for en million kroner, og det er jo en sjælden luksus, siger han.

Seneste opgørelse viste, at kængurubibliotekerne havde 100.000 udlån om året. Kængurubibliotekerne består af en bogsamling på 200 bøger, der bliver fornyet tre gange om året. Og det er daginstitutionerne, der forpligter sig til at gøre en indsat over for forældrene i forhold til at formidle budskabet om vigtigheden af læsning og sprogstart.

- Rent praktisk foregår det ofte sådan, at det er børnene selv, der vælger de bøger, de vil have med hjem. Og så står der en kænguru placeret – eksempelvis ved indgangen – der minder alle om tilbuddet, siger Søren Dahl, der sammen med teamleder Heidi Martinussen, der også arbejder med kængurubibliotekerne, glæder sig særligt over, at kængurubibliotekerne er et veletableret tilbud i stedet for blot at være et projekt, der lukker ned efter en kortere periode.