Gå til sidens indhold

TR-valg og vilkår

Om valg at TR, tidsforbrug, lønvilkår, akutmidler, beskyttelse ved opsigelse og TR-suppleant m.v

Valg af TR

På offentlige arbejdspladser/institutioner kan der vælges 1 tillidsrepræsentant pr. overenskomstgruppe/medarbejdergruppe, hvis den pågældende repræsenterer mindst 5 medarbejdere. Der skal altså være 5 bibliotekarer, for at der kan vælges 1 BF tillidsrepræsentant. Andre kandidater, som har valgt at være medlem af BF, samt ikke-medlemmer regnes også med blandt de 5 ansatte. Ved medarbejdere forstås både fuldtids- og deltidsansatte.

Hvis medarbejderne ønsker det, og institutionens ledelse er enig heri, kan der vælges flere end 1 tillidsrepræsentant pr. overenskomstgruppe pr. institution. Det bør man særligt overveje i forbindelse med sammenlægning af institutioner, hvor institutionen fortsat er placeret på forskellige geografiske lokaliteter.

Man kan stille op som TR, hvis man har haft mindst 6 måneders ansættelse i kommunen/regionen. Det tilstræbes, at valget sker for mindst 2 år ad gangen.

Der kan vælges 1 suppleant for hver tillidsrepræsentant.

BF’s tillidsrepræsentanter og TR-suppleanter vælges i november/december måned for 2 år ad gangen. De kommunale og regionale  tillidsrepræsentanter vælges fra den 1. januar i ulige år, mens de statslige tillidsrepræsentanter vælges fra den 1. januar i lige år. Det er den afgående tillidsrepræsentant, der varetager afviklingen af valget og sørger for at indkalde forslag til kandidater. Som udgangspunkt kan alle deltage i afstemning om valg af TR/TR-suppleant – både medlemmer og ikke medlemmer af Bibliotekarforbundet. Alle skal således gøres bekendt med valghandlingen. Det har senest en voldgift fra 2011 præciseret. Man skal dog være organiseret for at blive valgt og godkendt af BF som TR/TR-suppleant.

Såfremt der vælges tillidsrepræsentant midtvejs i perioden, skal valg alligevel foretages igen pr. 1. januar ved det ordinære valg. Dog kan lokale regler i visse tilfælde også følges.

Læs mere i Bibliotekarforbundets retningslinjer for udøvelse af funktionen som TR, herunder valg at TR. 

Anmeldelse af TR

BF anmelder skriftligt valget over for den pågældende arbejdsplads. Såfremt arbejdspladsen ønsker at gøre indsigelser mod valget, skal det ske inden 3 uger efter, at meddelelsen om valget er modtaget. Det er kun de formelle forhold, som arbejdsgiveren kan gøre indsigelser imod.

Anmeldelsesblanket

 

TR's vilkår

TR’s vilkår er reguleret i aftalerne ”Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse” og ”Aftale om tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg.” Det er muligt lokalt at fravige disse aftaler, så tjek derfor hvordan aftalen er på din arbejdsplads.  

Tidsforbrug

Hovedreglen er at du som TR må anvende den tid, der er nødvendig, for at du kan udføre dit arbejde som tillidsrepræsentant. Der skal dog tages hensyn til såvel institutionens arbejdsopgaver som tillidsrepræsentantopgavernes omfang. Der indgås mange steder aftaler om dette.

Frikøb  

Efter anmodning gives TR tjenestefrihed til at kunne deltage i møder i lokale TR-fora - f.eks. TR-kollegiemøder, TR-temadage og TR-kurser. Du bliver ikke trukket i løn når du deltager i disse arrangementer. I stedet får din arbejdsgiver refunderet udgiften til løn under tjenestefriheden fra BF, der anvender AKUT-midler til at finansiere dette. AKUT-midler er et beløb som regioner og kommuner indbetaler pr. ATP-pligtig arbejdstime til en fond til brug for bl.a. uddannelse af TR'ere. Det er din arbejdsgiver, der skal sende refusionblanket ind til BF. Tjek om der er lokale aftaler, der særligt regulerer vilkårene på området.

Løn

Som tillidsrepræsentant er du også omfattet af bestemmelserne om Ny Løn. En tillidsrepræsentant skal ikke lønmæssigt stilles ringere end andre ansatte og skal derfor have samme mulighed for at opnå tillæg, som hvis han/hun havde fuld mulighed for at fungere i sit sædvanlige job.

Ved OK08 blev det på det kommunale/regionale område gjort obligatorisk, at der skal forhandles et funktionstillæg til tillidsrepræsentanten, jf. protokollat om aflønning af tillidsrepræsentanter. Tillæggets størrelse forhandles lokalt. 

TR-beskyttelse

En eventuel afskedigelse skal begrundes i ”tvingende årsager”. Det betyder efter arbejdsretlig praksis, at tillidsrepræsentanten er den, der skal afskediges ”sidst blandt ligemænd” i forbindelse med uansøgt afsked. Derudover er der en særlig afskedigelsesprocedure og særlige opsigelsesvarsler.

Kort fortalt skal en arbejdsgiver, der ønsker at afskedige en tillidsrepræsentant, forinden forhandle med BF, hvilket indebærer opsættende virkning, hvilket igen betyder, at opsigelse først kan gives, når forhandlingen har været afholdt.

Opsigelsesvarslet er TR's individuelle opsigelsesvarsel + 3 måneder. Dette gælder dog ikke, hvis afskedigelse er begrundet i  besparelser.

TR-suppleant

Som TR-suppleant er du i vidt omfang omfattet af de samme regler som din tillidsrepræsentant. BF opfordrer til, at der vælges en TR-suppleant, og at der mellem TR og suppleanten etableres et tæt samarbejde, så TR-suppleanten kan tage over, såfremt tillidsrepræsentanten skulle få forfald. I BF sidestiller vi suppleanter med TR'ere i relation til TR-uddannelse, TR-kollegiemøder m.v. Tjenestefrihed skal naturligvis ske efter anmodning hos arbejdsgiver. 

I henhold til MED-aftalen indtræder suppleanten formelt først i tillidsrepræsentantens rettigheder og pligter, når tillidsrepræsentanten er fraværende. Suppleanten kan efter aftale med ledelsen få fri til at deltage i kurser m.v. Suppleanten er omfattet af TR-beskyttelsesreglerne. Der kan indgås lokale aftaler som udvider suppleantens rettigheder, så TR og suppleant arbejder på lige fod.

Suppleanter, der indtræder i tillidsrepræsentantens hverv på grund af dennes længerevarende fravær, har også ret til TR-tillæg. Betingelserne for at opnå tillægget fremgår af protokollat om aflønning af tillidsrepræsentanter